1. Biblen
1.1. Oversigt
1.1.1. - Den hebraiske bibel: indeholder 39 skrifter og er næsten identisk med Det Gamle Testamente (Torah). Torah er lavet ud af de fem Mosebøger overleveret af Moses. - Den hebraiske titel kommer fra det første ord i hver del bortset fra Fjerde Mosebog, hvor det er det femte ord. Bøgerne indeholder 613 mitzvot eller bud fra Gud, som danner basis for den religiøse jødiske lov. - År 1200-165 fvt. (Før vores tidsregning) Israelsk - Det Gamle Testamente er den første del af historien, som begynder med verdens og menneskers skabelse. Derpå følger man især én slægt, Abrahams, og ét folk, Israel.
1.1.1.1. - Det Gamle Testamente: et Gamle Testamente er indholdsmæssigt identisk med den hebraiske Bibel og har fået betegnelsen, fordi den i kristen sammenhæng repræsenterer "Den Gamle Pagt". Det var den pagt, Gud sluttede med Moses på Sinai. - År 300 tallet fvt (Før vores tidsregning) - Græsk i Egypten
1.1.1.1.1. - Det Nye Testamente: År 55 fvt. - 120 e.Kr. (Efter Kristus) -Israel, Rom, Egypten - Testamentet indeholder fem historiske skrifter, heraf fire evangelier, der beretter om Jesu undervisning, liv og død, og en beretning om kristendommens udbredelse efter Jesu død, Apostlenes Gerninger - 13 paulinske breve til kristne menigheder i middelhavsregionen - Det Nye Testamente er anden del af historien eller rettere: Historiens midte og midtpunkt. Her hører man om Jesus, hans liv, død og opstandelse fra de døde og siden om de første kristne.
1.2. Det Gamle Testamente
1.2.1. Urhistorien: Det hele begynder, fortæller Bibelen, med begyndelsen. Det vil sige med, at Gud skaber verden med Himmel og jord og stjerner, sol og måne, dyr og planter og mennesker. Mennesket bliver skabt som mand og kvinde i Guds billede, fortælles det. De to første mennesker, Adam og Eva, bor i Paradisets have. Her må de spise alle frugter fra alle træer i haven på nær Kundskabens Træ. Men en slange i haven lokker dem til at gøre det alligevel. Nu kan de kende forskel på godt og ondt, og derfor må de ikke længere også spise frugterne fra Livets Træ. For det er kun Gud, der både må spise af Kundskabens Træ og Livets Træ. Gud sender Adam og Eva ud af Paradisets Have til et liv på helt andre betingelser end før. De må arbejde hårdt for at få mad, og døden bliver en del af deres livsvilkår. De kommer med andre ord til at leve på de vilkår, vi også i dag lever på. Men også uden for Paradisets have er Gud med sine mennesker, fortæller Bibelen.
1.2.1.1. Efter skabelsen og syndefaldet følger historien om verdens første mord, da Adam og Evas søn Kain slår sin bror Abel ihjel og må flygte. Adam og Eva får flere børn, og der vokser en hel slægt frem, som spreder sig over hele jorden. De opfører sig ikke, som Gud vil have det, og derfor sender Gud en syndflod, som slår alle ihjel. Kun Noa og hans familie overlever i en ark, et stort skib, sammen med et par af alle dyr, der findes. Så vokser en ny menneskeslægt frem, som vil bygge et tårn ind i himlen. Men Gud stopper planerne ved at give mennesker forskellige sprog, så de spredes for alle vinde ud over hele jorden. Historierne om skabelse, syndefald, Kain og Abel, syndflod, Noas ark og Babelstårnet findes i Bibelens første 11 kapitler og kaldes ofte for urhistorien.
1.2.1.1.1. Abraham, Isak og Jakob: Herefter snævrer historien ind, så vi kun hører om en enkelt af alle slægterne, nemlig Abrahams. Gud lover Abraham og hans slægt et land, Kanaans Land. Han lover også, at Abrahams efterkommere skal blive lige så mange som sandkornene, og at alle folkeslag skal velsignes igennem ham. Abraham får sønnen Isak, hvis yngste søn Jakob får en række sønner, blandt andre Josef. Gennem ham kommer hele slægten til Egypten, og her bliver deres efterkommere i de næste fire hundrede år. De bliver flere og flere, ja et helt folk, israelitterne, men selvom de kom til landet som gæster, bliver de efterhånden behandlet som slaver. Gud taler til israelitten Moses gennem en brændende tornebusk. Han bliver folkets leder, som skal føre dem ud af Egypten og tilbage til det land, som Gud lovede deres forfader Abraham.
1.3. Det Nye Testamente
1.3.1. Det Nye Testamente: Efter mange, mange år fødes en dreng ind i Abrahams, Isaks, Jakobs og Davids slægt. Han bliver kaldt Jesus. Han er født af en kvinde, Maria, og er derfor et menneske. Men, fortæller Bibelen, han er samtidig Guds søn, fordi han er blevet til ved Helligåndens kraft. Bibelen fortæller også, at Jesus er verdens frelser, og på den måde bliver Bibelens historie igen en historie om alle mennesker og ikke kun om det ene folk.
1.3.1.1. Historien om Jesus fortælles som sagt i Det Nye Testamente. Han fødes i en stald og vokser op hos Maria og Josef. Da han bliver voksen, bliver han døbt af sin fætter Johannes og får Guds ånd over sig. Han samler 12 disciple omkring sig, som han vandrer rundt i hele Israel med. Han helbreder, vækker folk fra døden og fortæller om Gud, om hvordan Gud vil have, at mennesker skal leve på jorden, om livet i Guds rige og om, at man skal tro på Gud.
1.3.2. Der er fire evangelier, som er skrevet af henholdsvis Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De beretter om Jesus, om hans liv og lære samt om hans død og opstandelse. Selvom det er den samme historie, de beretter, gøres det på forskellige måder og ud fra forskellige synsvinkler. Dette beror på, at de er skrevet i forskellige miljøer og til forskellige modtagergrupper.
1.3.2.1. Apostlenes Gerninger begynder der, hvor evangeliernes beretning slutter, og det vil sige efter, at Jesus er død, opstanden og faret til himmels. Skriftet handler om grundlæggelsen af den første kristne kirke, som tager fart, efter at Helligånden er kommet over disciplene pinsedag og har givet dem ord og sprog til at forkynde og fortælle om, at Jesus er Guds søn. Centralt står beretningen om jøden Paulus’ omvendelse og kaldelse til kristen apostel. Desuden fortælles historien om, hvordan han og apostlen Peter missionerer og udbreder budskabet om Jesus. Apostlenes Gerninger er del to af evangelisten Lukas’ beretning.
1.3.2.1.1. Johannes’ Åbenbaring er det sidste skrift i Det Nye Testamente. Det beretter i form af syner, åbenbaringer og forjættelser om verdens undergang og skabelsen af en ny himmel og en ny jord.
1.4. Slutningen af Biblen
1.4.1. Til sidst i Bibelen fortælles det, hvordan hele den jord, som Gud skabte i begyndelsen, vil gå under. Herefter, fortælles det, vil Gud skabe en helt ny jord og en helt ny himmel, så alt bliver, som det var i begyndelsen, hvor Gud så på det, han havde skabt, og så, at det var godt. Det er meget kort fortalt den historie, Bibelen fortæller om Gud og mennesker. Man kan kalde det en kærlighedshistorie, eller man kan som Bibelselskabets tidligere generalsekretær Tine Lindhardt kalde det en historie om et forhold i krise
2. Kristenforfølgelser
2.1. Det begyndte med jødernes forfølger af de første kristne i Jerusalem. Kristendommen bredte sig derpå ud i Romerriget og blev efterhånden den sejrende religion. Inden da led de kristne hårdt under både lokale og af staten iværksatte forfølgelser. Men forfølgelserne styrkede de kristnes sammenhold og moral.
2.1.1. I juli år 64 udbrød der en omfattende brand i Rom. Rygterne ville vide, at det var kejser Nero (54-68) selv, der havde foranstaltet branden med det formål at skaffe plads til sine ambitiøse nybyggerier. Imidlertid lagde Nero skylden på andre især de kristne. Og måske har de kristne i Rom selv bidraget til, at skylden ramte dem. De første generationer af kristne levede i en sikker forventning om, at verdens ende og dommens dag var nært forestående. Og de har set den voldsomme brand som et sikkert tegn og jublende forkyndt, at nu ville Kristus komme igen. En romersk historieskriver Tacitus (56-117) understreger, at de kristne blev gjort til syndebukke, men at de var uden skyld i branden. Under Neros forfølgelse af de kristne omkom Peter og Paulus, der på dette tidspunkt opholdte sig i Rom. De kristne, som efterhånden udgjorde en ret så synlig gruppering i verdenshovedstaden, skilte sig også ud fra det øvrige samfund. De deltog ikke i de officielle fester, ofrede ikke til statens guder eller kejseren, gik ikke til skuespil og gladiatorkampene i amfiteatrene, men havde deres egne sammenkomster i det stille og i ly af natten. Den næste større forfølgelse af de kristne, som vi kender til, fandt sted i Lilleasien under Domitian (81-96). I Lilleasien nægtede de kristne at ofre til de officielle guder og kejseren i forbindelse med skattebetaling. Det sidste skrift i Det Nye Testamente, Johannes åbenbaring er netop skrevet for at bekæmpe kejserdyrkelsen og give de kristne mod og styrke under forfølgelserne.
3. Sakramenter
3.1. Ortodokse kirke/Romersk Evangeliske kirke
3.1.1. Syv sakramenter findes i den ortodokse kirke og i den romersk-katolske kirke nemlig: dåb, nadver, konfirmation, skriftemål, syges salvelse, ordination og ægteskab.
3.2. Luthers Evangeliske Kirke
3.2.1. Den danske folkekirke har to sakramenter, dåb og nadver.
3.3. Sakramenter, nådemidler, i kristen teologi en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær. Den danske folkekirke har to sakramenter, dåb og nadver. Ordet sakramente kommer af latin sacramentum 'sikkerhedsstillelse, ed', afledn. af sacer 'hellig
4. Lidelseshistorien
4.1. oversigt
4.1.1. Palmesøndag Skærtorsdag Langfredag Påskesøndag
4.2. Palmesøndag
4.2.1. Palmesøndag er søndagen før påske, og dermed begyndelsen på den sidste uge i fasten, som også bliver kaldt den stille uge. Fejres til minde om Jesu indtog i Jerusalem. Den fejres sidste søndag før påske
4.3. Skærtorsdag
4.3.1. Skærtorsdag er torsdagen i den stille uge, dagen før langfredag i påsken. Ifølge Bibelen var det på denne dag, Jesus indstiftede nadveren og vaskede sine disciples fødder rene. "Skær" betyder "ren", som i udtrykket "ren og skær", heraf navnet skærsilden.
4.4. Langfredag
4.4.1. Langfredag er fredagen før påske og dagen efter skærtorsdag. Dagen markerer ifølge kristen tradition dagen, da Jesus Kristus døde på korset.
4.5. Påskesøndag
4.5.1. Påske betegner både den jødiske højtid, Pesach, der fejrer jødernes udvandring fra Ægypten, og den vigtigste og ældste kristne højtid, der markerer Jesus' død og opstandelse.
5. Kristendommens historie
5.1. DEN FØRSTE SPLITTELSE 1054
5.1.1. ORTODOKS OG KATOLSK KRISTENDOM
5.1.2. Da Romerriget år 395 blev opsplittet i en østlig og vestlig del, udviklede kirkerne sig i hver sin retning. Det var imidlertid først i 1054, at det kom til et egent- ligt brud. Bruddet handlede både om, hvem der var den mest magtfulde og hvem der repræsenterede den rigtige fortolkning
5.1.2.1. Østkirken – eller den ortodokse kirke – bredte sig til Mellemøsten, Nordafrika, Rusland, Balkan og det øst- lige Europa. Betegnelsen ortodoks (”den rette lære”) viser, at kirken ser sig selv som den eneste bærer af arven fra den oprindelige oldkirke, og at den re- præsenterer en ubrudt forbindelse til Jesus’ tid. Den ortodokse kirke hævder derved at være den sande kristendom.
5.1.2.1.1. I den vestlige del af Romerriget udbredte den katol- ske kirke sig mod vest til England og mod nord, hvor Danmark blev kristnet i 900-tallet. I dag er katolicis- men især udbredt i Sydeuropa, Mellem- og Sydame- rika, Afrika og Vietnam. Betegnelsen katolsk betyder både ”den rette tro” og ”universel” (verdensomspæn- dende). Den katolske kirke ser derfor også sig selv som den rigtige udgave af af kristendommen, der gælder for alle mennesker i verden.
5.2. DEN ANDEN SPLITTELSE 1517
5.2.1. KATOLSK KRISTENDOM ELLER LUTHER EVANGELSK Tyskeren Martin Luther (1483-1546) vakte i 1517 op- sigt, da han i et opslag på en kirkedør i Wittenberg kritiserede den katolske kirkes fortolkning af kristen- dommen.
5.2.1.1. Baggrunden var, at den katolske kirke som led i en styrkelse af pavedømmet, påbegyndte bygge- riet af Peterskirken i 1500-tallet. Kirken skaffede bl.a. penge til dette prestigebyggeri ved at sælge aflads- breve under sloganet: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”. Mennesket kunne gennem gerninger bidrage til sin egen frelse og rette op på de syndige handlinger, det havde begået. Man kunne fx bede et ekstra antal bønner, tage på pilgrimsfærd, faste eller købe et afladsbrev, og således forkorte den straf, man ellers skulle have modtaget i skærsilden efter døden.
5.2.1.1.1. Men Luther kunne ikke finde belæg for denne af- ladshandel i Bibelen. Han havde som munk nøje fulgt klosterlivets strenge krav, men det havde til hans fru- stration kun øget afstanden til Gud. Han var desuden bekymret over, at nådens og tilgivelsens Gud i Bib- len oplevedes som den strenge og dømmende Gud. Da Luther en dag læste Paulus’ Romerbrev kapitel 1, fandt han en løsning på problemerne. Nåden var ikke – som i katolicismen – noget, mennesket selv skulle bygge videre på gennem gode handlinger. Nåden var derimod en gratis (fra græsk gratia: nåde) gave fra Gud.
5.3. Forskellen på katolsk kirke og Luther evangelisk kirke
5.3.1. Oversigt