den franske revolution

Kom i Gang. Det er Gratis
eller tilmeld med din email adresse
Rocket clouds
den franske revolution af Mind Map: den franske revolution

1. i 1789 udbrød der revolutionen i frankrig de næste år var en voldsom tid hvor kongen og dronningen sammen med tusinder af andre blev halshugget det gamle kongedømme gik under revolutionens mænd ville bygge et nyt samfund en republik hvor folket skulle være med til at styre enhver skulle have ret til at give udtryk for sine meninger uden at komme fængsel kampråbet var frihed lighed og broderskab

2. Uden for Paris ligger den lille by Versailles og et slot af samme navn den 4 maj 1789 vandre et stort optog gennem Varsailles gader optoget var opdelt i tre grupper 300 adelsmænd 600 sortklædte mænd de sidste var repræsentanter for bønderne håndværkere og alle andre der ikke hørte til de to første grupper den franske konge ludvig 16 og dronningen var også med i optoget de var alle på vej til gudstjeneste før de skulle samlestil et vigtigt

3. Skønt den umiddelbart endte i fiasko, anses den franske revolution for at være én af de mest skelsættende begivenheder i verdenshistorien og som begyndelsen til ”nyeste tid”. Først og fremmest betød den borgerskabets endelige frembrud som politisk magthaver, og den lancerede også teorier om ligeret for loven, menneskerettigheder osv. i politik. I fransk historie gjorde den ende på enevælden og blev dermed en forløber for de senere revolutioner i 1830, 1848, 1870, som endelig gennemførte republikken. Nogle af de ændringer, den fik gennemført (statsovertagelse af kirkegods, udstykning af adelens jord), var af så afgørende betydning, at de blev stående, og generelt blev revolutionsårenes omvæltninger så indflydelsesrige, at ingen franske regimer senere kunne komme uden om at tage stilling til dem. Samtidig blev den en inspiration for udlandet, dels gennem udbredelsen af revolutionære idéer, dels også gennem Napoleons felttog i det følgende årti, hvorved visse – ganske vist især formelle – elementer fra revolutionen indførtes i de besatte lande.

4. Ludvig 16. opløste parlamenterne, men blev nødt til at indkalde generalstænderne til møde i Versailles 5.5.1789. Generalstænderne bestod af repræsentanter fra førstestand (291 gejstlige), andenstand (285 adelige) og tredjestand (578 borgerlige). Da forsamlingen ikke havde været indkaldt siden 1614, var der i begyndelsen uklarhed om, hvorvidt man skulle følge den gamle praksis, at hver stand stemte samlet, eller om man skulle stemme pr. hoved. Det sidste gik tredjestand ind for, da den havde opnået dobbelt repræsentation. Da kongen ikke tog noget initiativ, proklamerede tredjestand sig 17.6.1789 som Nationalforsamling og svor ved den såkaldte Boldhused tre dage senere ikke at ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Kongen gav op og beordrede de andre stænders

5. Monarkiets fald Efter disse begivenheder valgte mange at emigrere. Store bondeuroligheder, den store frygt, prægede provinsen, og hermed havde revolutionen udviklet sig til en massebevægelse. For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen 4.8.1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder. Atter blev brødproblemet akut, og parisiske kvinder drog 5.10.1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød. Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris. Herefter indtrådte en noget roligere periode, bl.a. fordi høsten i 1789 var god, og mange reformer blev gennemført. Den 26.8.1789 var Menneskerettighedserklæringen blevet proklameret som et program for de nye tider. Der gennemførtes en ny administrativ og juridisk struktur, og kirkens godser blev nationaliseret og udbudt til salg. Dette medførte i 1790 en ny kirkeordning, hvorefter de gejstlige skulle vælges og lønnes af staten og aflægge troskabsed. Derved opstod der splittelse blandt de gejstlige, da mange ikke ville aflægge eden; paven tog også afstand fra ordningen. For at undgå yderligere splittelse blev der på årsdagen for Stormen på Bastillen afholdt en forsonings- og nationalfest på Marsmarken under ledelse af La Fayette og biskop Charles Maurice de Talleyrand-Périgord. Fra midten af 1791 tog urolighederne igen til. Den 20.6.1791 forsøgte kongefamilien at flygte, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. Nationalforsamlingen prøvede at bortforklare kongens flugt, men ved et massemøde på Marsmarken 17.7.1791, organiseret af den folkelige Cordeliersklub, krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang. Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge. Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse.