Religionens syv dimensioner

1. Religion, lovgivning og demokrati: I nogle områder af verden er religion og stat knyttet tæt sammen, og landets lovgivning kan være mere eller mindre baseret på religionens hellige skrifter (et eksempel er Sharia-lovgivningen i Saudi-Arabien). Et sådan slags styre kaldes for teokrati (gudsstyre).

2. Den mytisk-narrative dimension

2.1. Kernen i religionen kommer til udtryk i dens myter og fortællinger. Dette kan også kaldes for en slags "DNA" for religionen.

2.2. Gennem myter og fortællinger videregiver man forestiller om "den anden verden"

2.3. Typisk for en myte er, at den foregår uden for historisk tid, at den indeholder overnaturlige væsener, den ikke altid er videnskabeligt logisk og at den forklarer de grundlæggende forhold i menneskets tilværelse

2.4. Eksempler på myter kan være grundfortællingen om henholdsvis Muhammed, Jesus eller Buddha

2.5. En myte omhandler typisk fortællinger om begivenheder fra religionens første tid, om religiøse forbilleder samt konflikter med religionens modstandere

3. Den dogmatiske dimension

3.1. I en religion er der typisk nogle regler for, hvordan man praktiserer sin religion og lever det gode liv.

3.2. I de store verdensreligioner (Kristendom, Jødedom, Islam, Hinduisme og Buddhisme) har man lagt sig fast på at én eller flere tekster har en særligt status. Dette kaldes også for "religionens kanon". Eksempler på særlige hellige tekster kan være Bibelen og Koranen.

3.3. I disse hellige tekster får man son praktiserende indblik i religionens lære og forestillinger. Disse kaldes for læresætninger.

3.4. Inden for religionerne findes der én eller flere faste formuleringer som fx bruges ved ritualer. Dette kan være en trosbekendelse, som er en sammenfatning af hvad man tror på.

4. Den rituelle dimension

4.1. Gennem ritualer (religiøse handlinger) kan man ifølge den praktiserende komme i kontakt med "den anden verden"

4.2. Et ritual foretages typisk efter et fast mønster, indeholder som regel ord/henvisninger fra en religiøs grundtekst og finder sted i et religiøst fællesskab. Et ritual kan både ses som en kommunikation, hvor der formidles et budskab, eller som en praktisk handling, der vil føre til en virkning.

4.3. Mange ritualer markerer en overgang fra én livsfase til en anden. Dette kaldes for overgangsritualer. Disse er typisk ved et bryllup, en fødsel eller en begravelse.

4.4. Et ritual kan også være ofringer. Her giver mennesket noget konkret til guden. For flere hundrede år siden var det ikke unormalt i nogle kulturer at ofre mennesker. Dette gør man ikke (officielt) længere, og derfor er offermaterialet i dag typisk mad, dyr eller blomsterblade.

4.5. Under den rituelle dimension kan man også tale om bønnen. Her er der direkte kommunikation til guddommelige magter. Bøn kan både foregå i religiøse fællesskaber, eller individuelt som en "indre" fænomen.

4.6. Andet kan også være meditation, hvor at den praktiserende laver mentale øvelser for at skabe et stærkt fokus i sindet. Nogle praktiserende udøver en form for askese, typisk faste. Her giver den praktiserende afkald på noget, og kan være et middel mod personlig disciplinering

5. Den materielle dimension

5.1. Religiøse steder, bygninger og billeder er der, hvor man typisk kan fornemme religionens forestillinger om "den anden verden".

5.2. "Det hellige" (kan forstås som steder hvor at "den anden verden" griber ind i denne verden), er "ladet" med en særlig kraft.

5.3. Relikvier er hellige genstande som stammer fra en hellig person. Det kan være et hår, en knoglesplint eller aske fra den helliges grav.

5.4. Bestemte steder i verden kan også anses som mere hellige end andre. Steder kan endda ses som verdens midtpunkt (axis mundi på latin), og dette kan være steder som Kabaen i Mekka eller Jerusalem for kristne.

5.5. Religiøse bygninger (kirker, moskéer, templer) er steder, som anses for praktisk ramme for gudsdyrkelsen.

5.6. Ikonografi (religiøse billeder) henter deres motiver fra religiøse myter og fortællinger. Typisk indgår der også faste kendetegn (attributer) og symboler, som refererer til myter og/eller fortællinger. I nogle religioner er der tradition for at bruge mange billeder, og andre få.

6. Den etiske dimension

6.1. Den etiske dimension omhandler, hvordan man får et meningsfuldt, lykkeligt og retfærdigt liv i denne verden ifølge sin religions idealer.

6.2. Rituelle og praktiske leveregler: religionen kan regulere tilværelsen gennem fx helligdage, bøn/faste på bestemte tidspunkter, overgangsriter, forestillinger om hvad der er rent og hvad der er urent, spiseregler og regler vedrørende påklædning. Selvom man praktiserer den samme religion, kan en religions leveregler variere afhængig af kultur: fx er omskæring af piger et ritual i nogle områder i Afrika, men der kan ikke findes belæg for det i Koranen.

6.2.1. Etiske principper og regler: Etik er læren om, hvordan man skal være over for andre mennesker (og i en udvidet forstand, også dyr og naturen). Etiske principper kan fx være næstekærlighed i kristendom eller medfølelse i buddhisme. Dette kan også være De ti Bud i jødedommen/kristendommen, eller de fem forskrifter i islam. Konkrete etiske regler er som oftest forbud, og er meget grundlæggende og universelle (eksempelvis forbud mod at lyve, stjæle eller dræbe).

7. Den institutionelle dimension

7.1. Inden for enhver religion findes der en form for autoritet eller magt hos dens ledere. Dette kan være "religionens stiftere" såsom Jesus eller Buddha. Det kan også være institutionelle ledere i kraft af deres embede som ledere (fx Gandi, Dalai Lama eller Paven).

7.2. I en religiøs institution skelner man mellem to "lag" af medlemmer: religiøse specialister - fx præster, imamer og munke. Det andet lag her lægfolk, og består af institutionernes almindelige medlemmer.

7.3. Man skelner mellem majoritetsreligion, minoritetsreligion og sekter. En majoritetsreligion kan kendes ved, at det er den mest udbredte religion i et område, og lever derfor i harmoni med det omgivende samfund. Minoritetsreligioner er omvendt ikke den mest udbredte religion i et givent område, men kan både leve i harmoni og i konflikt med det omgivende samfund. En sekt er en minoritetsreligion som kan afvige mere eller mindre stærkt med det omgivende samfund.

7.4. Som deltager af en religion kan man have forskelligt religiøst engergement. Der er ikke kun én måde at være religiøs på.

7.5. Man kan være bogstaveligt troende (fundamentalist). Som bogstaveligt troende tages de hellige skifter bogstaveligt. Nogle mener dog, at disse tekster også kan forstås på en moderne måde.

7.6. Man kan ønske at religion skal fylde mere eller mindre i tilværelsen, og nogle mener endda at religion skal præge love og politik. Dette kaldes for maksimalisme. Modsat mener andre, at religionen skal mindskes, og kun omhandle privatsfæren. Dette kaldes for minimalisme. Minimalisme kan føres ud i samfundet og lede til sekularisme (adskillelse af religion og stat).

7.7. Civilreligion omhandler de ritualer og symboler der knytter et lands indbyggere sammen i et nationalt fællesskab. Dette kan indeholde elementer fra majoritetsreligionen. Juleaften er et eksempel på civilreligion.

8. Den oplevelses- og erfaringsmæssige dimension

8.1. Tro er et meget centralt ord i religionen. Tro kan betyde tillid (at man har tillid til et andet menneske, tillid til sin religions budskab eller tillid til Gud.

8.2. I mange religioner regner man med at mennesker kan få en direkte kontakt ed "den anden verden". En åbenbaring er netop dette, og kan også kaldes for en guddommelig meddelelse. Nogle mennesker mener at have oplevet dette, og beskriver oplevelsen som at blive ét med det guddommelige.