NATO, North Atlantic Treaty Organization, forsvarsorganisation, baseret på Den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten).

NATO blev oprettet i 1949 på baggrund af udbruddet af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen og de vesteuropæiske landes følelse af usikkerhed over for Sovjetunionen

.Atlantpagten undertegnedes 4.4.1949 af 12 lande, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA; senere blev Grækenland og Tyrkiet (begge 1952), Forbundsrepublikken Tyskland (1955) og Spanien (1982) optaget i alliancen.

I 1997 besluttede NATO-Rådet at optage Polen, Ungarn og Tjekkiet fra 1999. I 2002 besluttedes det yderligere at optage Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien i alliancen fra 2004. Frankrig forlod i 1966 NATOs militære organisation, men forblev medlem af den politiske del.

Indtil afslutningen af den kolde krig var NATO-forsvaret således stærkt afhængigt af kernevåben. I 1960\'erne ændredes strategien til flexible response, hvorefter alliancens respons skulle tilpasses angrebets omfang og karakter, men således at man fortsat forbeholdt sig ret til at kunne trappe enhver konflikt op til en kernevåbenkrig.

Kernevåbenpolitikken førte i 1980\'erne til en alvorlig krise i NATO-samarbejdet. Baggrunden var Sovjetunionens oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i 1970\'erne, som NATO følte behov for at imødegå.

Ophøret af den kolde krig fik dybtgående indvirkning på NATO, der i 1990\'erne har gennemført en omfattende omstillingsproces. NATO har ikke længere nogen officiel fjende, og kernevåbenstrategien er drastisk revideret, således at anvendelsen af disse våben kun kan tænkes som en sidste udvej.

Samtidig tog NATO skridt til at indlede et bredt samarbejde med de tidligere fjender i Central- og Østeuropa. Det skete i første omgang i North Atlantic Cooperation Council (NACC), der oprettedes i 1991 som et samarbejdsforum med alle tidligere Warszawapagtlande.

I 1997 erstattedes det af EAPC, Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, ved inddragelse af tidligere neutrale lande, samtidig med at NATO og Rusland oprettede et særligt Permanent Fællesråd (PJC).

Et vigtigt led i NATOs omstrukturering er, at de såkaldte \"non artikel 5\"-opgaver fik øget betydning. Det er opgaver, som ligger uden for den gensidige militære forpligtelse (art. 5) og omfatter fredsbevarelse, fredsskabelse, humanitære aktioner mv.

Et eksempel er det tidligere Jugoslavien, hvor NATO i 1995 tog over fra FN med henblik på at gennemføre Daytonaftalen om Bosnien; NATO-styrken omfattede også kontingenter fra Rusland og andre ikke-medlemslande. I 1998 blev NATO inddraget i bestræbelserne for at gennemtvinge FN\'s resolutioner i Kosovo-spørgsmålet, hvilket i 1999 førte til NATOs første krig, Kosovo-krigen, mod Serbien og Montenegro.

Efter 11. september 2001 var der nogen usikkerhed omkring NATOs fremtidige rolle, idet USA – delvis baseret på erfaringer fra Kosovokrigen – foretrak at arbejde med en uformel koalition af \"villige\" lande både i Afghanistankrigen 2001 og Irakkrigen i 2003.

Fra 2003 kom NATO til at lede den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Ved siden heraf har USA sin egen styrke i landet, der viderefører krigen mod Taleban- og Al Qaeda-styrkerne.

Den kolde krig