Den Kolde Krig.

1. 1.Hvad er den Kolde Krig

1.1. Sovjetsystemet

1.1.1. Revolutionen og arbejderklassen

1.1.1.1. Efter revolutionen i 1917 skulle det kommunistiske parti overtage magten i Rusland på arbejderklassens vegnetionen.

1.1.1.1.1. Partiet skulle skabe et samfund, et kommunistisk samfund. Indtil man opnåede kommunisme, blev samfundet kaldt socialistisk.

1.1.2. Planøkonomi

1.1.2.1. Det kommunistiske parti overtog efter revolutionen al privat ejendom som fx fabrikker. De skulle nu ejes og styres af staten.

1.1.2.1.1. En overordnet plan bestemte, hvad der skulle fremstilles på fabrikkerne, hvad varerne skulle koste, og hvilke lønninger arbejderne skulle have. Derfor blev den kommunistiske økonomi kaldt for planøkonomi.

1.1.3. Stalins diktatur

1.1.3.1. I 1924 blev Josef Stalin (1878-1953) diktator i Sovjetunionen. Stalin var diktator frem til 1953, hvor han døde. Under Stalin fik Sovjetunionen opbygget en industri, og landbruget blev lavet om til store fællesbrug.

1.1.3.1.1. Mange indbyggere blev sendt i arbejdslejre, og andre blev henrettet. Dette foregik, indtil Stalin døde. Kommunistpartiet i Sovjetunionen havde magten frem til 1991, men fra 1953 uden den omfattende terror som under Stalins diktatur.

1.1.4. Gunlag-Lejre

1.1.4.1. Gunlag-Lejre, var fange lejer i Sovjetunionen.

1.1.4.1.1. Når man var idømt 3 åres fængsel i Sibirien. Mere end 18 millioner mennesker døde, og halvdelen af dem overlivet

1.1.5. Lenni om ombygge af et socialistisk samfund

1.1.5.1. Lenni vil bygge en samfund.

1.1.5.1.1. Lederen skulle være intergrede og dygtige. Og arbejderederen skulle bare arbejde og ikke lede

1.2. Det amerikanske system

1.2.1. Det amerikanske demokrati

1.2.1.1. USA var den første demokrati land, de fik demokrati i 1787. Så er dermed verdens ældste demokrati. USA lagde vægt på individets rettigheder,

1.2.1.1.1. Sovjetunionen, hvor al privat ejendom er overtaget af staten, står som en modsætning til USA.

1.2.2. USA og kapitalismen

1.2.2.1. I USA har man kapotalisme, som betylder at hvis man ejer noget, så ejer men det, og ikke nogen skal tage det med vold eller mod din vilje.

1.2.2.1.1. Amerikansk økonomi havde klaret sig godt under 2. Verdenskrig. Staten havde købt alt, hvad der kunne produceres. Staten ville efter krigen ikke købe så meget som tidligere. Derfor var der frygt for en ny økonomisk krise.

1.2.2.1.2. Da den kolde krig startede, blev der brugt penge til våben og nye militærbaser rundt om i verden. Det førte til mange nye arbejdspladser,

1.2.3. USA’s dominans fra 1945

1.2.3.1. Det gik godt i USA. Halvdelen af al produktion i verden foregik i USA. Alligevel var man i USA nervøse for, at mange andre lande ville foretrække sovjetisk planøkonomi, fordi USA blev set som dominerende.

1.2.3.1.1. USA skulle efter krigen have gang i sin eksport, og andre lande skulle kunne købe råstoffer i USA. De fleste lande havde ikke amerikansk valuta (dollar). USA ydede lån og gaver til disse lande. Det hed Marshallhjælpen.

1.2.4. Amerikansk livsstil

1.2.4.1. Den amerikanske livsstil blev et forbillede i mange lande. Mange så amerikanske film, drak cola, gik i cowboybukser og lyttede til rockmusik. Sovjetunionen prøvede at holde de amerikanske varer ude af deres land og af Østeuropa.

1.2.4.1.1. I 1959 aftalte USA og Sovjetunionen at vise en sovjetisk udstilling i New York og en amerikansk udstilling i Moskva. På den måde gjorde man "reklame" for livsstilen i henholdsvis USA og Sovjetunionen.

1.3. FN og den kolde krig

1.3.1. I 1945 besluttede sejrherrerne efter 2. Verdenskrig at danne verdensorganisationen FN (Forenede Nationer). FN skulle bevare freden og skabe samarbejde mellem staterne i verden.

1.3.1.1. Sikkerhedsrådet

1.3.1.1.1. FN’s hovedopgave var at bevare fred i verden. Generalforsamlingen stod i spidsen for FN, men hvis der skulle indsættes FN-tropper, skulle Sikkerhedsrådet beslutte det. Kun de sejrende stormagter fra 2. Verdenskrig har faste pladser i Sikkerhedsrådet. Alle de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet kan nedlægge veto mod en beslutning og standse den, selv om alle andre medlemmer har stemt for. Den kolde krig medførte mange vetoer, især fra Sovjetunionen, fordi USA indtil 1960 havde et flertal i generalforsamlingen og i Sikkerhedsrådet. Derfor blev der ofte ikke vedtaget beslutninger i FN, selvom der udbrød krig rundt om i verden.

2. 2. Den kolde krig i Europa og Asien.

2.1. Europa blev under den kolde krig opdelt i et sovjetisk styret Østeuropa og et USA orienteret Vesteuropa. Grænsen mellem øst og vest blev kaldt jerntæppet. Der var flere opstande i Østeuropa, men ingen krig. I Asien var der flere krige. Både USA og Sovjetunionen gav våben og støtte til de regeringer rundt om i verden, der støttede deres system. Nogle regeringer blev væltet ved et oprør eller et kup støttet af en af de to supermagter.

2.1.1. Tyskland blev i 1945 opdelt i 4 zoner med amerikanske, britiske, franske og russiske soldater i hver sin zone. Hurtigt blev det til to: En russisk zone i øst og de tre andre zoner samlet i vest. Det samme skete i den tyske by Berlin.

2.1.1.1. Berlin-blokaden

2.1.1.1.1. Stalin lukkede i 1948 veje og jernbaner til Berlin for at få de vestlige tropper ud af Berlin. Vestmagterne fløj bl.a. madvarer ind til Vestberlin, og russerne turde ikke skyde de vestlige fly ned. Efter et år ophævede russerne blokaden. Berlinblokaden var russernes første alvorlige politiske nederlag under den kolde krig i Europa. Blokaden gav sammenhold mellem tyskerne i vest samt tilslutning til amerikanerne og til den første vesttyske regering.

2.2. Mao og Kina

2.2.1. I 1949 overtog kinesiske kommunister magten i Kina. Kommunisternes leder var Mao-Tse-Tung. I Korea og i Vietnam blev der direkte krig mellem lokale kommunister og vesten.

2.2.1.1. I Kina erobrede de kinesiske kommunister selv magten, og Mao blev diktator. I 1958 afbrød kineserne forbindelsen til Sovjetunionen, fordi Sovjet ønskede kontrol med alle de kommunistiske stater.

2.3. Vietnamkrigen

2.3.1. Den mest omfattende krig mellem USA og de kommunistiske stater fandt sted i Vietnam, der var opdelt i nord og syd. USA gik dermed ind i borgerkrigen mellem vietnamesiske kommunister i nord og antikommunister i syd.

2.3.1.1. Vietnamkrigen og den kolde krig

2.3.1.1.1. USA sendte våben og amerikanske soldater til Vietnam, især i perioden fra 1963 til 1973. I slutningen af perioden var der op mod en halv million amerikanske soldater i Vietnam. Sovjetunionen eller Kina sendte kun få soldater til Vietnam, men de sendte mange våben.

2.4. Opstande i Østeuropa

2.4.1. Der var ikke noget sovjetisk militært angreb mod NATO lande og heller intet NATO angreb mod kommunistiske stater i Europa under den kolde krig. Til gengæld var der sovjetiske angreb mod stater i Østeuropa, der ville gøre sig fri af sovjetisk kontrol.

2.4.1.1. Invasionerne af Ungarn i 1956 og af Tjekkoslovakiet i 1968 var de alvorligste invasioner i Europa. Befolkningen og de kommunistiske ledere i landet ville have større selvstændighed og retten til at føre en fri debat. Derfor var der demonstrationer mod Sovjetunionen. I Ungarn var der i 1956 omfattende kampe mellem tropper fra Sovjetunionen og ungarere. Mange ungarere flygtede til Østrig og derfra videre til andre vesteuropæiske lande, bl.a. Danmark.

2.4.1.1.1. Ingen hjælp fra vest i 1956 eller 1968

2.4.1.1.2. Radioudsendelser fra vesten havde støttet ungarerne og opfordret dem til at gøre modstand mod den sovjetiske invasion. Ungarerne havde forventet, at amerikanske tropper ville hjælpe dem, men det skete ikke. Siden delingen af Tyskland havde både øst og vest affundet sig med, at Europa var opdelt, og at det ikke kunne ændres med militære trusler udefra. Det kunne kun ske indefra ved en omvæltning.

2.5. Mao og Kina

2.5.1. I 1949 overtog kinesiske kommunister magten i Kina. Kommunisternes leder var Mao-Tse-Tung. I Korea og i Vietnam blev der direkte krig mellem lokale kommunister og vesten.

2.5.1.1. I Kina erobrede de kinesiske kommunister selv magten, og Mao blev diktator. I 1958 afbrød kineserne forbindelsen til Sovjetunionen, fordi Sovjet ønskede kontrol med alle de kommunistiske stater.

2.5.1.1.1. Antal døde kinesere under Maos styre Mao var hård ved sin egen befolkning. De følgende tal er upræcise, og ikke alle historikere er enige om antallet af døde under Maos styre. Henrettede i perioden 1949-1976: 1-2 millioner Døde af hungersnød i perioden 1958-1961: 45 millioner Uderensede eller bevidst sultende ihjel i perioden 1966-69: 30 millioner. Hvad kan forklaringen være på, at ikke alle historikere er enige om tallene i faktaboksen.

2.6. Vietnamkrigen

2.6.1. Den mest omfattende krig mellem USA og de kommunistiske stater fandt sted i Vietnam, der var opdelt i nord og syd. USA gik dermed ind i borgerkrigen mellem vietnamesiske kommunister i nord og antikommunister i syd.

2.6.1.1. Vietnamkrigen og den kolde krig

2.6.1.2. USA sendte våben og amerikanske soldater til Vietnam, især i perioden fra 1963 til 1973. I slutningen af perioden var der op mod en halv million amerikanske soldater i Vietnam. Sovjetunionen eller Kina sendte kun få soldater til Vietnam, men de sendte mange våben.

2.6.1.3. Der blev i alt dræbt 3-4 millioner mennesker under Vietnamkrigen. Heraf var ca. 50.000 amerikanske soldater og ca. 1 mio. nordvietnamesiske soldater og oprørere. Resten var civile mænd, kvinder og børn fra både Syd- og Nordvietnam.

2.6.1.3.1. En usandsynlig sejrherre

2.6.1.3.2. Hvordan kunne et lille, fattigt land som Nordvietnam vinde krigen over USA, som på daværende tidspunkt var verdens stærkeste militærmagt?

2.6.1.3.3. En forklaring var den folkelige modstand. Mange borgere i både USA og Europa var imod USA’s krig i Vietnam, selv om de ikke støttede kommunismen. Borgerne protesterede imod, at en stormagt førte krig mod en lille stat, og at stormagten smed bomber fra fly overalt i Nordvietnam og i Sydvietnam.

2.6.1.3.4. USA havde værnepligt (tvungen militærtjeneste), og mange unge prøvede på alle måder at undgå krigstjeneste i Vietnam. Nogle amerikanere rejste derfor til Europa og andre til Canada for at undgå værnepligt og deltagelse i Vietnamkrigen.

2.6.1.4. Vietnamkrigen startede som en lokal borgerkrig, men den udviklede sig til en krig mellem øst- og vestmagterne om, hvorvidt der skulle være kommunistisk styre i Vietnam eller ej. USA trak sine tropper ud i 1973, og i 1975 erobrede Nordvietnam hele Sydvietnam.

3. Frygten for en 3. verdenskrig

3.1. Spioner og hemmelige operationer

3.1.1. I mange film og romaner optræder agenter fra CIA og KGB. Det er de amerikanske og sovjetiske spionagetjenester, og historierne om dem er ofte præget af romantik eller dramatik. En del af historierne er dog også virkelighedstro.

3.1.1.1. Hvorfor blev man spion?

3.1.1.2. Fra den kolde krigs start var der spioner. De handlede ud fra ideologi, politik eller penge. Nogle oplevede også at blive forelsket i en person, som var en udsendt agent. Det kaldtes en ”honey-trap”.

3.1.1.3. I USA og Storbritannien støttede spionerne kommunismen og Sovjetsystemet. De havde ofte job i statsadministrationen og gav Sovjet besked om politiske planer, militært udstyr eller hemmelige CIA-operationer.

3.1.1.4. I Sovjetunionen handlede spionerne på baggrund af modstand mod Sovjetsystemet eller mod Stalins terror. I Østeuropa blev man spion for at yde modstand mod Sovjetstyrets militære og politiske kontrol.

3.1.2. Frygten for den indre fjende

3.1.2.1. I USA var frygten for sovjetiske spioner nogle gange så stor, at mange amerikanere blev forfulgt uden grund. Værst var det i 1950’erne. Den amerikanske senator Joe McCarty, mente, at den amerikanske statsadministration, filmselskaberne og endda hæren var kontrolleret af amerikanske kommunister. I virkeligheden var der kun få kommunister i US

3.1.3. Atomspionerne

3.1.3.1. Ved at have spioner i USA og Storbritannien kunne Sovjet få en viden om de amerikanske atombomber. Senere blev viden om bl.a. radar, jetmotorer og raketter vigtige for Sovjets fremskridt i militær teknologi.

3.1.3.2. I dag ved vi mere om CIA’s operationer end om KGB’s. Efter at Fidel Castro i 1959 overtog magten i Cuba og blev allieret med Sovjetunionen, forsøgte CIA flere gange forgæves at myrde ham.

3.1.3.3. Der findes desuden rygter om, at CIA stod bag mordet på USA's præsident Kennedy. Det er næppe rigtigt. Men vi kender til flere mord begået af både CIA og KGB. Nogle havde altså ”licens til at dræbe” som Agent 007 fra James Bond-filmene.

3.1.3.4. Aflytningen af radiosignaler og telegrammer var også vigtige for efterretningstjenesterne. Danmark lå tæt på østblokken, og derfor blev der herfra aflyttet militære radiosignaler fra Østeuropa.

3.1.4. Kontrol med borgerne

3.1.4.1. Under den kolde krig var der tit kontrol med borgerne af politiske grunde. I vesten blev det noteret i registre, hvis borgerne rejste til østlande, hvis de var medlem af kommunistpartiet eller skrev artikler, som støttede den sovjetiske politik.

3.1.4.2. I Sovjetunionen og i østeuropæiske lande var kontrollen endnu stærkere. Hvis du som dansker var i Moskva, og politiet så, at du talte med en russer, blev russeren overvåget. Mange hoteller og udlændinge blev aflyttet med hemmelige mikrofoner.

3.1.4.3. I det kommunistiske Østtyskland med ca. 14 mio. indbyggere havde det hemmelige politi STASI næsten 100.000 ansatte og 200.000 faste meddelere. Dermed blev næsten alle borgere i Østtyskland overvåget, bl.a. via telefonaflytning.

3.2. Raketterne og Sputnik

3.2.1. Fra sidst i 1950’erne havde både USA og Sovjetunionen raketter, der kunne nå hinanden på tværs af Jorden. Det udløste et våbenkapløb om at udvikle de største og mest ødelæggende raketter.

3.2.1.1. Under 2. Verdenskrig havde Tyskland konstrueret langtrækkende raketter. Efter krigen fik både USA og Sovjetunionen fat i tyske raketeksperter, men indtil 1957 kunne de fleste raketter ikke nå særlig langt, og de eksploderede tit.

3.2.1.2. I 1957 meddelte Sovjet, at de havde opsendt en raket, der satte en satellit (et rumfartøj) i kredsløb om jorden. Satellitten blev kaldt Sputnik. En måned senere opsendte russerne en ny satellit, der medbragte en hund.

3.2.1.3. Sensationen med satellitterne blev stor, fordi det første amerikanske forsøg på at gøre det samme endte med en fiasko. "Kaputnik", blev det amerikanske forsøg kaldt i Sovjetunionen.

3.2.1.4. I 1961 fik russerne den første satellit med et menneske ombord i kredsløb om Jorden, og han kom ned igen i live. En måned senere fulgte amerikanerne efter.

3.3. Rumkapløbet

3.3.1. De første 3-4 år af rumkapløbet var russerne lidt foran USA, når det gjaldt om at opsende raketter. Både i Rusland og i USA mente man derfor, at Sovjet var foran teknologisk. I USA blev det omtalt som "Sputnik-chokket". Det betød, at skoler og universiteter i USA nu lagde mere vægt på matematik og fysik i undervisningen. I mange lande begyndte flere også at studere russisk. Det ville være fremtidens sprog, troede man på det tidspunkt. I 1961 udtalte præsident Kennedy, at USA skulle bringe et menneske til månen. Det såkaldte Apollo-program blev sat i værk, og i 1969 lykkedes det USA at få et rumfartøj til månen og tilbage igen.

3.4. Rumkapløbet og den kolde krig

3.4.1. Rumkapløbet var et led i den kolde krig. Når russerne kunne sende en satellit i kredsløb om Jorden med en raket, kunne de også sende raketter med en atombombe til USA. Det samme blev USA sener i stand til.

3.4.2. Satellitterne kunne fotografere overalt på Jorden, og militære styrker kunne desuden sende informationer samt aflytte telefoner. Apollo-programmet betød endvidere, at USA udviklede computere og andet dataudstyr. På dette tekniske område kom USA foran Sovjetunionen.

3.5. Sovjetiske raketter på Cuba

3.5.1. Efter den mislykkede CIA-invasion på Cuba i 1961 overtalte den sovjetiske leder, Nikita Krustjov, den cubanske leder, Fidel Castro, til at modtage og opstille atombomber og raketter på Cuba.

3.5.2. Raketterne på Cuba kunne nå de fleste områder i USA. På det tidspunkt havde USA tit spionfly i luften over Cuba. I 1962 fotograferede et af disse fly et område på Cuba, hvor der blev opstillet atomraketter.

3.5.3. Præsident Kennedy og hans rådgivere var usikre på, hvad de skulle gøre. De fleste generaler ville bombe de sovjetiske raketter med det samme. Andre ville sende amerikanske soldater til Cuba.

3.6. Cubakrisen

3.6.1. Cubakrisen i 1962 var den alvorligste konflikt under den kolde krig. Under denne krise var atomkrigen tættest på. Selv i dag diskuterer historikere, hvorvidt det var held, at verden ikke blev ødelagt.

3.7. Hvad beslutter præsident Kennedy?

3.7.1. Kennedy besluttede, at han med krigsskibe ville forhindre sovjetiske skibe på vej til Cuba i at komme ind til Cuba, dvs. en flådeblokade af Cuba.

3.7.2. Vi ved i dag, at den sovjetiske general på Cuba havde ret til at affyre sine atomraketter, hvis han blev angrebet. Der var også flere episoder, der næsten førte til et amerikansk angreb på Cuba.

3.7.3. Efter 17 dage med trussel om atomkrig indgik Kennedy og Krustjov en aftale om, at Sovjetunionen fjernede raketterne fra Cuba. USA lovede til gengæld ikke at invadere Cuba og senere at trække raketter ud af Tyrkiet.

4. 4. Sådan levede vi med den kolde krig

4.1. Danskerne og militæret

4.1.1. Værnepligt og hjemmeværn De fleste drenge i Danmark blev indkaldt som værnepligtige soldater i en periode fra ét til halvandet år. Soldaterne blev trænet med geværer og øvelser som under en rigtig krig. Nogle blev militærnægtere. En del meldte sig ind i hjemmeværnet, hvor de havde øvelser i deres lokale område, og de havde et våben derhjemme. Hjemmeværnet byggede på erfaringen fra den tyske besættelse af Danmark 1940-45 og modstandsbevægelsen.

4.1.1.1. Militære forstærkninger I Danmark var de fleste mennesker ikke bange for krig og atombomber hele tiden, og sammenlignet med andre NATO-lande brugte Danmark få penge på militæret. For mange danskere var opbygningen af velfærdsstaten vigtigere. Danmark lå imidlertid tæt på østblokken. Derfor kunne dansk militær kun klare sig, hvis der kom engelske, vesttyske og amerikanske soldater til Danmark som led i NATO-aftalerne. For NATO var amerikanske atombomber en nødvendighed. USA ønskede flere gange, at der skulle være atombomber på dansk område. Folketinget vedtog dog, at der ikke måtte være atomvåben i Danmark. Til gengæld fandtes der atomvåben i Tyskland lige syd for grænsen.

4.1.1.1.1. Der var beskyttelsesrum for befolkningen rundt om i boligkvartererne i danske byer. De fleste var oprettet før og under 2. verdenskrig. Hver uge blev der afprøvet sirener, der skulle advare mod luftangreb. Under den kolde krig blev der også indrettet særlige beskyttelsesrum til bl.a. statsministeren, kongehuset og de ledende militærfolk i Danmark. Disse beskyttelsesrum er først blevet offentligt kendt for få år siden.

4.2. Atombomberne i Grønland

4.2.1. Den 21. januar 1968 styrtede et amerikansk B-52 fly ned ved Thulebasen i Grønland. Ombord havde flyet fire atombomber. Flystyrtet blev et problem for danske politikere.

4.2.1.1. Thulebasen i Grønland var vigtig for amerikanerne, fordi det var her, der var kortest afstand mellem USA og Sovjetunionen. Derfor blev der oprettet radar- og radiomodtagere i Thule, som kunne følge med i bombefly og raketter på kurs mod USA. Der var forbud mod atomvåben i Danmark og det gjaldt også for Grønland. I 1957 bad USA den danske statsminister om lov til at anbringe atomvåben på basen i Thule. Kilden om amerikanske våben i Grønland er hans svar. Folketinget og befolkningen fik ikke noget at vide. Senere opstod der problemer for danske politikere, da et B-52 fly styrtede ned med fire atombomber i lasten. Nu skulle politikerne forklare, hvordan der kunne være atombomber på dansk jord.

4.3. Hellere rød end død

4.3.1. I løbet af 1960'erne blev den danske modstand mod atomvåben stadig mere udtalt. Modstanden i 1960 med den såkaldte "Påskemarch" mod atomvåben.

4.3.1.1. Anti-atombevægelsen Fra omkring 1960 opstod der blandt unge danskere en bevægelse, der bekæmpede oprustningen med atomvåben. I 1960 var der en politisk diskussion om, hvorvidt Danmark skulle tillade placering af amerikanske atomvåben på dansk jord. Anti-atombevægelsen kom fra England, hvor også anti-atommærket kom fra. Dette mærke blev brugt som et symbol for fred eller nedrustning. Symbolet er to signalflag for henholdsvis: N (nuclear = atom) & D (disarmament =nedrustning). Udtrykket ”hellere rød end død” blev brugt af anti-atombevægelsen, når den blev anklaget for at støtte kommunister eller Sovjetunionen.

4.3.1.1.1. Påskemarcher og atomkrigsmodstand Bevægelsen arrangerede i 1960 en march fra Holbæk til København og et møde på Rådhuspladsen i København. Der deltog ca. 2.000 i marchen og 5.000 i mødet. Den socialdemokratis

4.4. Kommunistiske forbilleder

4.4.1. I Danmark opfattede en del mennesker de kommunistiske stater som forbilleder under den kolde krig. I disse stater kæmpede nogle af befolkningerne dog mod det kommunistiske styre.

4.4.1.1. Danske kommunister Efter at Sovjetunionen i 1956 havde nedkæmpet Ungarns forsøg på at frigøre sig fra sovjetisk kontrol og i 1968 gentaget dette i Tjekkoslovakiet, mistede det danske kommunistparti (DKP) indflydelse i Danmark. Det var især, fordi kommunistpartiet ikke ville kritisere Sovjetunionens politik. Det ville partiet heller ikke når, Sovjet brugte tanks imod de stater, som ønskede selvbestemmelse. Blandt de danskere, der var modstandere af NATO og den vestlige alliance med bl.a. USA, var der forsøg på at finde et nyt forbillede i andre lande end Rusland fx Cuba, Albanien og Nordkorea. Det land var det kommunistiske Kina.

4.4.1.1.1. Kulturrevolutionen i Kina som forbillede Kina var i 1960’erne et lukket land, og kun få danskere vidste med sikkerhed noget om udviklingen i Kina. Man vidste dog, at Kina blev styret af kommunistpartiet, og at partiets leder, Mao Tse-tung, spillede en afgørende rolle. Mao udløste ”den proletariske kulturrevolution” i 1966 som led i et magtopgør i Kina. Ifølge Mao skulle kulturrevolutionen udrydde borgerlig (dvs. ikke-kommunistisk) tankegang og ulighed i landet. Kinesiske skoleelever og studenter, som blev kaldt rødgardister, afholdt møder, hvor de fordømte ledere af alle slags, og gamle kinesiske bygninger blev brændt. Mao blev dyrket som en folkets helt svarende til en kejser eller Stalin.

5. 5. Den kolde krigs afslutning

5.1. Fra 1970’erne og frem havde både Rusland og de andre østbloklande politiske og økonomiske problemer. Men meget få i øst og vest havde forestillet sig, at kommunismen i øst ville bryde sammen i løbet af få år.

5.1.1. Det begyndte i Polen

5.1.1.1. Fra 1980 blev modstanden mod kommunismen stadig mere udtalt. Det skyldtes valget af en polak til pave og fagforeningen Solidaritet med Lech Walesa i spidsen.

5.1.1.1.1. Polen og pave Johannes Paul 2. Polen ligger mellem to stormagter: Tyskland og Rusland. I 1945 blev Polen befriet fra tysk besættelse, men russerne bestemte, at Polen skulle være kommunistisk. Borgerne i Polen var dog mere anti-russiske end borgerne i de andre østlande. I 1978 blev en polak valgt til katolsk pave. Han fik navnet Johannes Paul 2. Det styrkede de religiøse og nationale følelser i Polen. I 1979 kom paven til Polen, hvor han blev hyldet af millioner af polakker. Det svækkede det polske kommunistparti.

5.1.2. USA og Sovjetunionen

5.1.2.1. Da Ronald Reagan i 1980 blev indsat som præsident i USA, kom Sovjetunionen under yderligere pres. Sovjetunionen havde svært ved at følge med amerikanernes militære oprustning og stigning i levestandard.

5.1.2.1.1. I 1980 blev Ronald Reagan præsident i USA. Han stod for en hårdere kurs over for Sovjetunionen end forgængeren, Jimmy Carter. Reagan oprustede det amerikanske militær og planlagde et missilforsvar mod sovjetiske raketter (stjernekrigsprojektet). Sovjetunionen satte i 1979 sit militær ind i Afghanistan for at støtte de afghanske kommunister. USA forsynede som modsvar afghanske islamister med moderne våben, og først i 1989 forlod de sovjetiske tropper Afghanistan efter store tab. Sovjetunionen og østblokstaterne holdt sammen på systemet med løfter om, at levestandarden ville stige. Det gjorde den ikke. Det blev samtidig også vanskeligt for Sovjetunionen at følge med i den amerikanske oprustning.

5.1.3. Berlinmurens fald

5.1.3.1. På trods af politiske reformer var Sovjetunionen under opløsning allerede fra midten af 1980'erne. Sovjetstyret var under pres, og i 1989 faldt Berlinmuren.

5.1.3.1.1. Gorbatjov og sovjetisk reformpolitik fra 1984 Gorbatjov og sovjetisk reformpolitik fra 1984 I 1984 valgte Sovjetunionens kommunistparti en ny leder, Mihail Gorbatjov, der gradvist slog ind på en reformpolitik, hvor han forsøgte at redde kommunismen. Hans program med økonomiske reformer blev kaldt ”Perestrojka”. Gorbatjov foreslog USA at indgå en aftale om nedrustning. Gorbatjov havde indset, at Sovjetunionen ikke havde råd til at fortsætte en oprustning, hvis han skulle forbedre levevilkårene for almindelige borgere. Men økonomien blev ikke bedre. Gorbatjov gav besked til østeuropæiske ledere, at de også måtte begynde på reformer. I Østtyskland (DDR) var man ikke interesseret i reformer, men man dog var presset af udviklingen i Sovjetunionen, Polen og Ungarn.

5.1.4. Sovjetunionens sammenbrud

5.1.4.1. Sovjetunionens opløsning fik stor betydning for Rusland og andre af de tidligere sovjetstater. I Rusland var der mangel på fødevarer og politiske kupforsøg.

5.1.4.1.1. Kommunistiske regimer i Østeuropa falder I løbet af få måneder i 1990 blev alle de kommunistiske regimer i Østeuropa opløst. De fleste steder skete det ved, at kommunistpartiet og oppositionen indgik en aftale om frie valg. Efter valgene kom der nye regeringer. I Rumænien blev den kommunistiske diktator og hans kone myrdet. Det skyldtes delvist det rumænske hemmelige politi, der vendte sig mod ham. Mange i det gamle styre kunne se, at det var nødvendigt hurtigt at skifte side. Kun i Jugoslavien var der en omfattende krig mellem forskellige delstater opdelt efter nationalitet. Krigen varede fra 1991 til 1996 og medførte mange dræbte og mange flygtninge. Jugoslavien blev opdelt i seks nye stater.

5.1.5. En ny kold krig?

5.1.5.1. I nyere tid har Rusland forsøgt at få indflydelse i flere af de tidligere sovjetrepublikker. Samtidig er forholdet mellem USA og Rusland ikke særlig tæt. Det har fået flere til at spørge, om der er en ny kold krig på vej.

5.1.5.1.1. Søger Rusland kontrol med Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker? I nyere tid har flere politikere og forfattere talt om, at der var ved at opstå en ny kold krig. Årsagen er, at Rusland senest har fået kontrol med et område af Ukraine (halvøen Krim) og før det med et område af Georgien og af Moldova. Skal disse udvidelser af Rusland forstås som et forsøg på, at Rusland vil genskabe Sovjetunionen? Eller er det et forsøg på, at få alle områder, hvor der er mange russere, med ind i et nyt Rusland? Svarene på disse spørgsmål er uklare.