1. Kultur
1.1. Teori
1.1.1. Miljøterapi er en behandlingskultur som er karakteriseret ved bestræbelser på bevidst at tilrettelægge de organisatoriske, psykologiske og kulturelle påvirkninger til et fælles relations skabende hele, som faciliterer udvikling af den enkelte gennem kontakt og kommunikation. Det terapeutiske miljø er præget af mange interaktioner, korte eller længerevarende kontakter og møder både mellem individer og i grupper. Det er grundlæggende disse er så meningsfulde at de kan danne afsæt for relationer. Den miljøterapeutiske kultur har den udforskende tilgang til de processer der finder sted i miljøet, i relationerne og hos den enkelte. Denne undersøgende kultur er karakteriseret ved at relationer og konflikter der udspiller sig hos den enkelte, i grupperne og miljøet, aldrig blot ses som uhensigtsmæssigt, men alting gøres til genstand for overvejelser, refleksion og eventuel supervision. kulturen er således præget af vedvarende at forsøge at finde mening i det tilsyneladende meningsløse, forstå det umiddelbart forståelige og blive fortrolig med det fremmedartede og skræmmende. Kulturen indebærer en ydmyghed overfor egen begrænsede viden og mulighed for at lære nyt og accepterer og værdsætter således evnen til at mestre ikke-viden.
1.2. Praksis
1.2.1. Den behandlingsmæssige tilgang på Tejbjerg bygger på miljøterapiens grundprincipper. Kernen er relationen. Miljøet skaber tryghed og forudsigelighed. I disse rammer skabes mulighed for udvikling. Den behandlingsmæssige kultur tilrettelægges så den enkelte gennem kontakt og kommunikation understøttes i sin udvikling. Samspillet mellem de 1. organisatoriske (den daglige struktur i klasserne) 2. psykologiske (kendskabet til barnet) og 3. kulturelle (kulturteknikker ved frokostbordet) Påvirkninger danner forudsætningen for udviklingsbetingelserne. Det terapeutiske miljø er præget af mange interaktioner. I kontakten mellem individer og grupper – og måden hvorpå vi møder hinanden - defineres det relationelle indhold. Som for eksempel hvordan vi siger goddag til hinanden. Den miljøterapeutiske kultur har en udforskende tilgang: Der er altid en mening bag en handling. Vi vender flest mulige sten og forstår enhver konflikts iboende udviklingspotentiale Alt har betydning. Som miljøterapeut kræves der: At være ydmyg overfor opgaven At tage ansvar – den enkelte er medansvarlig for at opretholde den miljøterapeutiske kultur At bringe sig selv i spil – at turde arbejde med sig selv At erkende sin egen utilstrækkelighed
2. Opgaven
2.1. Teori
2.1.1. Miljøterapiens opgave er at skabe betingelser, der muliggør og fremmer udvikling gennem at fremme det udviklingspotentiale der er i det sociale fællesskab og begrænse indflydelsen af de regressive og destruktive kræfter, der også kan være en del af fællesskabets natur. Miljøet er således en "projektionsskærm" hvor individers indre dramaer kan udspille sig i form af konflikter og unuanceret idealisering af personer i miljøet. Et terapeutisk miljø skaber betingelser som er grobund for positive emotionelle oplevelser koblet til relationsmuligheder, der kan danne indre "modbilleder" til negative og belastende forestillinger om sig selv og omverdenen. Et terapeutisk miljø er et væksthus hvor relationel læring og erfaring kan finde sted i en gradueret form, som tilpasses den enkelte og tilbydes som dyade såvel som i gruppe. En forudsætning for opgaveløsningen er den rette, individuelt afstemte balance mellem omsorg og udfordring, mellem på den ene side at hjælpe og støtte og på den anden side at overlade opgaven og ansvaret.
3. Rammen
3.1. Teori
3.1.1. Rammen muliggør en udfoldelse af og ubevidste elementer som findes i og mellem mennesker tillige med at danne baggrund for interaktioner og relationer mellem børen, familier og medarbejdere. Angstniveauet reduceres via denne men akurat tilpas så projektive mekanismer tydeliggøres og kan analyseres. Dette er en forudsætning for at facilitere en indgåelse af relationer, afprøvning af disse og forsøg på personlig ændringer af mønstre.
3.2. Praksis
3.2.1. Vi bestræber os på at udforme omgivelserne, så børnene får mulighed for udvikling, ro og læring. Rammen giver mulighed for udfoldelse af relationer mellem børn, familie og medarbejdere under kendte og trygge vilkår. Rammen tilrettelægges således, at den tilgodeser det enkeltet barns dianose/problemstilling. Dette reducerer angstniveauet og uroen, men skaber alligevel passende udfordring for den enkelte elev. Eksempelvis: Faste pladser i klassen, bussen, ved flaget, ved fællesbordet, i salen m.v.
4. Organisitionen
4.1. Teori
4.1.1. Miljøterapiens organisatoriske grundlag former grobunden for kulturen ud fra en viden om hvordan det interpersonelle samspil i organisationen og dennes beslutningssystem i et komplekst mønster påvirker og påvirkes af børn og familier, deres funktionsområder og deres tilknytningsmønstre. Organisation egne uafklarede, regressive sider holdes på et lavt niveau så projektioner hidhørende fra børn og familier kan rummes og bearbejdes. Målet er at skabe et sammenhængende og nærende selvobjektsmiljø der kan danne grundlag for personlig udvikling.
4.2. Praksis
4.2.1. Miljø terapiens grundlag bygger på en interaktion mellem børn, familie og skole. Miljøterapi fordrer en indbyrdes tryghed og åbenhed, således at svære problematikker kan rummes og bearbejdes . Målet er at skabe et nærende miljø for fælles forståelse (Tejbjerg-ånden), som på sigt danner grundlag for personlig udvikling. Tejbjerg-ånden giver rum til bearbejdelse af egne og fælles frustrationer gennem supervision.
5. Struktur
5.1. Teori
5.1.1. Strukturen skal være forudsigelig og have en forståelig rytme. Dagligdagen skal afspejle en bevidst valg af tilgang i de enkelte planlagte aktiviteter. • realitets-orienteret fokus i her og nu situation f.eks dags dato • informations-orienteret f.eks dagens program • opgave- orienteret f.eks gennemgang af en aktivitet • dialog-orienteret f.eks drøftelse og/eller spørgsmål og svar
5.2. Praksis
5.2.1. Bærende, rummende struktur. Makkerpar, lærer og pædagog. Mand og kvinde i hver klasse. Eksempel: Individuelle pauseaftaler, efter den enkelte elevs formåen. Plan over de forskellige aktiviteter og legeområder , med hensyntagen til klasser og alder.
6. Roller
6.1. Teori
6.1.1. I det terapeutiske miljø er del og helhed således sammenhørende, hvilket indebærer at hver enkelt behandler må tage ansvar for sin egen del tillige med det fælles hele. Klare rolledefinitioner og afgrænsninger i forhold til opgaven. Rolledifferentiering dels som følge faguddannelse, praktiske forhold såvel som af kompetencer forstået som den kunnen og personlige forudsætninger, som den enkelte besidder. Hvem gør hvad. Lærer/pædagog er barnets voksne Familiebehandlere er familiens primære
6.2. Praksis
6.2.1. Det terapeutiske miljø på Tejbjerg skal forstås som en helhed. Det betyder at hver enkelt medarbejder er ansvarlig for lærings- og behandlingsmiljøet i sin egen ”enhed” men er også ansvarlig for den fælles ”helhed”, under de givne rammer. Klare rolledefinitioner og afgrænsninger i forhold til vores rolle: -mand / kvinde – for at eleverne har noget at spejle sig i, vi har hver vores kompetencer -lærer / pædagog – grundet de faglige forskelligheder, hvilket tilsammen danner det fælles lærings- og --behandlingsmiljø i klassen og på Tejbjerg, og forskellighederne supplerer hinanden Familiebehandlerne har med familierne at gøre Lærer og pædagoger har med barnet at gøre, er barnets ambassadør.
7. Ledelse
7.1. Teori
7.1.1. Ledelsen er ansvarlig for at være portvogter i forhold til det politiske system og de beslutninger som træffes der. Ledelsen skal faciliter en dynamisk åbenhed hvor en diskuterende og reflekterende kultur kan håndtere en mangfoldighed af problemstillinger. Denne kultur kan nedbringe irrationelle processer og være medvirkende i en afstemning af emner som virkelighed/fantasi, relevant/irrelevant, tab/gevinst samt ansvarsfordeling mellem individet/gruppen/ledelsen. Ledelsen skal tillige hermed etablere en struktur så autoritet og ansvar passer sammen, samt en definition af opgaven og dermed rolleklarhed samt de fysiske rammer og tid til denne udførelse. Ledelsen skal kunne gå foran i behandlingsarbejdet med teoretisk viden og praktisk kunnen både i forhold til organisationen såvel som i forhold til det politiske system. Ledelsen må være i stand til at skabe autentiske relationer som ikke favoriserer enkelte medarbejdere samt håndtere frustrationer i behandlingsmiljøet gennem en tillidsfuld kontakt.
7.2. Praksis
7.2.1. Ledelsen er ansvarlig over for det politiske system. Ledelsen skal vurdere hvilke ting der skal bringes videre til gruppen. F. eks. økonomiske spørgsmål. Skal behandles, når det er aktuelt. Ledelsen skal være tilgængelig og synlig. F. eks. Der er altid en fra ledelsen til stede. Ledelsen skal skabe en dynamisk kultur der er præget af diskussion og refleksion i håndteringen af arbejdet. F. eks. Afholdelse af konferencer, p-møder, supervision. Kulturen skal bære præg af tryghed så misstemninger og negative processer kan behandles og løses. F. eks. Det er tilladt at sige sin mening. At mærke "efter" Det skal være tydeligt hvilke ansvarsområder de enkelte personer i ledelsesteamet har. F. eks. Marianne, der har det behandlingsmæssige ansvar. Ledelsen skal kunne inspirere og sætte de forskellige kompetencer der findes i personalegruppen i spil. F. eks. Til konferencerne, hvor man bliver udfordret på sin tænkning og pædagogiske praksis. Ledelsen skal være objektiv og neutral i sin omgang med personalet. F. eks. Man kan ikke have tætte og nære relationer med medarbejderne.
8. Gruppereaktioner
8.1. Teori
8.1.1. Gruppen har i fællesskab en hovedopgave som ofte løses i overensstemmelse med en fornuftig og rationel tilgang. Parallelt hertil fungerer gruppen og/eller undergrupper ofte som en "basal antagelsesgruppe" ud fra ubevidste antagelser, som ikke er i overensstemmelse med realiteterne og er funderet på illusioner om sig selv eller andre. Herved mistes rolleklarhed samt kvalifikationer og angsten kan aktivere en antagelse, om en trussel mod overlevelse, som kan tage over. Disse gruppedannelser som skifter over tid og i forhold til kontekst, kan inddeles i 4 grupper.
8.1.1.1. Afhængighedsgruppen
8.1.1.1.1. Denne gruppe er passiv og forventer at lederen enten den formelle eller en uformel kan bringe gruppen i stand til at bruge sine ressourcer og dermed ud af passivitet.
8.1.1.2. Kamp/flugt gruppen
8.1.1.2.1. Denne gruppe er karakteriseret ved at kæmpe imod eller flygte fra en forestillet indre eller ydre fjende. Reaktionen er affødt af frustration og skuffelse. Adfærden ved kamp er mistillid, rivalisering og fjendebilleder som kan blive syndebukke. Ved flugt adfærd fremkommer irrelevante spørgsmål ikke overholdelse af aftaler. Focus på negative holdninger til andre og ders opgaveløsning.
8.1.1.3. Pardannelsesgruppen
8.1.1.3.1. Denne gruppe etableres ud fra en forhåbning om at alt bliver bedre i fremtiden, en afventen på en frelser eller et magisk øjeblik. Håbet er bærekraften i dette fællesskab.
8.1.1.4. Antigruppen
8.1.1.4.1. Denne gruppe modarbejder ethvert samarbejde ud fra et totalt tab af tiltro til strukturen og en frustration over den høje grad af kompleksitet og uforudsigelighed som organisationen påvirkes af.
8.2. Praksis
8.2.1. Medarbejderne skal være bevidste om at vi hele tiden befinder os i undergrupper, der bringer vores egne fortolkninger og antagelser i spil. Dette er udviklende for hele stedet og den enkelte medarbejdere. ex. Forskellighederne imellem klasserne kan fremprovokere kamp/flugt adfærd, hvor focus på negative holdninger på andres opgaveløsning kan forekomme.
9. Det projektive niveau
9.1. Teori
9.1.1. Projektiv identifikation
9.1.1.1. Projektiv identifikation er en forsvarsmekanisme, hvor afsenderen ubevidst søger at aflaste sig for egne følelser, der er alt for overvældende positive eller oftest negative. Projektiv identifikation er et voldsomt virkende kommunikationsmiddel, som ved hjælp af det direkte pres kan gå under huden på modtageren og derved kommunikere uudholdelige følelser til modtageren. Denne lettelse af indre pres kobles til en ubevidst bevarelse af forbindelsen til det projicerede. Som modtager af projektion har vi et værdifuldt redskab til selv psykologisk at bearbejde disse/egne følelser. I forhold til afsenderen kan denne kommunikation i form at projektion være baggrund for en terapeutisk kontakt og forståelse.
9.1.2. Splitting
9.1.2.1. Splitting er en angstdæmpende forsvarsmekanisme, som dæmper det indre smertefulde kaos, idet såvel den indre som den ydre verden deles op i sort og hvidt / godt ondt. Det gode tillægges en selv og den der opleves som lignende en selv og holdes adskilt fra det onde som tillægges de andre.
9.2. Praksis
9.2.1. Projektiv identifikation
9.2.1.1. Ved projektiv identifikation, forstår vi at man ubevidst lægger følelser over i andre, for at aflaste sig selv. F eks hvis et barn er bærer af en indre vrede, ligger han det over i en anden - fx ved at drille eller trykke på knapper, som gør at de andre børn også bliver vrede, altså tager det på sig og han kan dermed udleve sin egen vrede, når han ser det blive udspillet hos andre. Et andet eksempel kunne være drengen der føler sig usikker, i forhold til sin egen faglige formåen og projicerer sin usikkerhed over i læreren ved at sige at han er en dårlig lærer og ikke gør det godt nok og læreren derved får en følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed. Når vi bliver opmærksomme på projektionen, via refleksion kan vi efterfølgende fx tage det op på supervision eller med en kollega/ leder og derigennem få skilt egne følelser fra barnets, hvilket kan give grobund for egen udvikling. Herefter kan der handles på det, fx via spejling – sætte ord på og dermed give accept og forståelse af barnets egne følelser.
9.2.2. Splitting
9.2.2.1. Fx barnet fortæller en historie hjemme og en anden historie i skolen, om den samme situation. På den måde, spilles parterne ud mod hinanden. Splitting ses tydeligt bland pubertetspiger. De danner skiftende alliancer med og mod veninder, afhængig af, hvad der bedst kan betale sig. Vi vil benytte det samme handlingsmønster, som ved projektiv identifikation. Derudover kan der mægles mellem parterne, for at finde den fælles virkelighed.
10. Udvikling
10.1. Teori
10.1.1. Indsigt
10.1.1.1. For at understøtte behandlingsarbejdet som forudsætter relationsdannelser og hvor mange irrationelle processer udspiller sig er konferencer og supervision vigtigt. Derudover er en høj grad af teoretisk indsigt og selvindsigt tillige med indsigt i hvordan relationer og interpersonelle dynamikker udvikler den enkelte personligt i de arbejdsrelaterede sammenhænge samt i forhold til børn og familier.
10.1.2. Konference
10.1.2.1. En systematisk faglig refleksion og vejledning ledet af lederen på en tværfaglig basis.
10.1.3. Supervision
10.1.3.1. Supervisionen åbner for indsigt og læring individuelt og/eller i gruppe i en setting hvor supervisor strukturer tiden og processen. Supervisor faciliteter i gruppen en fritflydende opmærksomhed på flere niveauer: • I gruppen – på det der fortælles om • Ved gruppen - den aktivitet der udspiller sig mellem medlemmer af gruppen • Af gruppen – de parallelprocesser der udspiller sig i gruppen
10.1.4. Uddannelse
10.1.4.1. Løbende efteruddannelse i det teoretiske fundament og i metoder i forhold til praksis