1. Koordinator
1.1. Udskrivningssamtale
1.1.1. Når patienten skal udskrives, holdes der en udskrivningssamtale, hvor kontaktpersonen som oftest også deltager. Som kontaktperson kan du drøfte med patienten, hvem der skal med til udskrivningssamtalen. Du kan opfordre patienten til at invitere en pårørende, som patienten er tryg ved, eller, hvis det er relevant, indkalde en sagsbehandler fra patientens hjemkommune
1.1.1.1. Udskrivningssamtalen kan bruges til at få tydeliggjort: Behandlingsforløbet efter udskrivelsen, og hvad formålet med behandlingen er. Om der er særlige risici eller bivirkninger ved evt. ordineret medicin. Hvilke tilbud om støtte, som hjemkommunen kan give, hvis der er problemer vedr. bolig, økonomi, uddannelse, arbejde eller hverdagsliv. Om patienten er enig i beslutningen om udskrivelse. Hvis patienten er uenig i udskrivelse, skal han orienteres om klagemuligheder.
1.2. Udskrivningsaftale eller koordinationsplan
1.2.1. Udskrivningsaftalen vil beskrive den behandling og de sociale tilbud, som lægen mener, er nødvendige for patienten. En udskrivningsaftale giver distriktspsykiatrien og patientens egen hjemkommune mulighed for at udveksle oplysninger og på den måde arbejde på at holde patienten i behandling
1.3. Koordinering i socialpsykiatrien
1.3.1. Som ansat i socialpsykiatrien og kontaktperson sørger du for, at der er sammenhæng mellem kommunens § 141-handleplan og botilbuddets pædagogiske handleplan
2. Myndighedsperson
2.1. I behandlingspsykiatrien
2.1.1. Som social- og sundhedsassistent må du udføre grundlæggende psykiatriske sygeplejeopgaver i behandlingspsykiatrien, herunder sundhedsfremme og forebyggelse. Du kan desuden få videredelegeret konkrete opgaver fra en sygeplejerske.
2.1.1.1. Patienten skal have en skriftlig behandlingsplan, som udarbejdes i samarbejde mellem læge, patient, kontaktperson og øvrigt personale samt evt. de pårørende. Alle medarbejdere har pligt til at følge patientens behandlingsplan, og kontaktpersonen har en særlig forpligtelse til at følge op på behandlingsplanen
2.2. I socialpsykiatrien
2.2.1. Begrebet socialpsykiatri dækker over de sociale tilbud, som mennesker, der er psykisk sårbare, eller som har en psykisk sygdom, modtager med udgangspunkt i servicelovens bestemmelser.
2.2.1.1. Som kontaktperson i socialpsykiatrien er du altid forpligtet til at arbejde ud fra den § 141-handleplan, som brugerens hjemkommune har udarbejdet. Hvis du arbejder som kontaktperson i et botilbud, vil der også blive udarbejdet en pædagogisk handleplan. Kontaktpersonen vil da i tæt samarbejde med beboeren være ansvarlig for, at formål med støtten beskrives, og den konkrete tilrettelæggelse uddybes
3. at skabe kontakt og dialog
3.1. formel kontakt
3.1.1. Formel kontakt vil sige, at relation og kommunikation hovedsageligt handler om neutrale, konkrete og praktiske ting, som ikke involverer noget følelsesmæssigt. Et eksempel på formel kontakt kan være at indskrænke samtalens indhold til at tale om daglige gøremål, måltider, konkrete planer osv.
3.2. emotionel kontakt
3.2.1. Emotionel kontakt handler om evnen til at involvere sig følelsesmæssigt og holdningsmæssigt i en samtales indhold. Hvis patienten eller brugeren har emotionel kontakt med dig, kan du ofte få lov til at spørge uddybende og yde psykisk omsorg.
4. udviklende relation
4.1. se situationer på nye måder
4.1.1. Som kontaktperson skal du være aktivt lyttende, udforskende og bruge målrettet kommunikation, når du støtter patienten eller brugeren til at reflektere over hverdagens dilemmaer og evt. se dem på nye måder. Andre gange kan en patient eller bruger have behov for dine tilbagemeldinger i forhold til symptomer som fx vrangforestillinger eller hallucinationer.
4.2. få øje på nye muligheder
4.2.1. Mange mennesker med psykisk sygdom har lavt selvværd og negative tanker om, at ikke ret meget kan lykkes for dem. Som kontaktperson med fokus på en udviklende relation er det din opgave at se muligheder frem for begrænsninger
4.3. formulere behov og ønsker for fremtiden
4.3.1. Som kontaktperson kan du støtte patienten eller brugeren ved at lytte, tale om de ting, som han er optaget af, og spørge åbent til behov og ønsker. Hvis du selv tænker, at der kan være behov, som patienten eller brugeren ikke udtrykker, kan du også spørge helt åbent. Det kan være helt konkrete, nuværende behov, som fx at være alene, at få trøst eller at sove. Det kan også være mere langsigtede behov og ønsker for fremtiden.
4.4. udvikle sociale færdigheder.
4.4.1. Når du som kontaktperson sammen med en patient eller bruger arbejder med at udvikle sociale færdigheder, definerer I i fællesskab de problemer, mål og metoder, som I kan arbejde med.
5. Relationsarbejde i psykiatrien
5.1. være lydhør og empatisk
5.2. have positive forventninger
5.2.1. Som kontaktperson kan du kun forvente en positiv udvikling hos patienten eller brugeren, hvis du selv har positive forventninger. Somme tider har mennesker med psykiske lidelser mistet så meget livsmod, at du direkte må fungere som "vikarierende håb" for dem
5.3. være tydelig
5.3.1. Når du er tydelig, er der overensstemmelse mellem det, du siger, gør og føler. Du er ærlig og kan nænsomt sætte ord på, hvordan du oplever relationen med patienten eller brugeren
5.4. undgå antagelser og fordømmelse.
5.4.1. Det er ikke ualmindeligt, at sundhedspersoner har antagelser om, hvad der er enten svært eller vigtigt for patienterne eller brugerne. Sundhedspersonerne kan fx mene, at patienten eller brugeren mangler motivation eller ikke tager ansvar for sin sygdom. Antagelser er meningsløse, hvis de ikke bliver bekræftet af patienterne eller brugerne
6. Støtte til hverdagslivet
6.1. Mangel på forudsigelighed og struktur
6.1.1. På mange psykiatriske sengeafsnit og botilbud tilbydes struktur igennem miljøterapi
6.2. Praktisk hjælp
6.2.1. Det kan være en stor hjælp at få støtte til at løse nogle af de problemer, som kan virke helt uoverskuelige. Det kan fx være problemer med oprydning eller med at passe på sin bolig, problemer med økonomi, arbejde eller uddannelse. I mange tilfælde er problemer uden for afdeling eller botilbud ikke noget, som du direkte kan løse, men du kan evt. gennem tværfagligt og tværprofessionelt samarbejde skaffe borgeren hjælp til det.
6.3. Mangel på kontrol eller indflydelse
6.3.1. For aktivt at støtte mulighederne for recovery må du derfor arbejde meget bevidst på at skabe de bedste muligheder for selvbestemmelse i hverdagslivet. Det betyder, at patienter og brugere skal inddrages i alle beslutninger og ikke mindst handlinger, som vedrører dem selv