1. To typer kriser (Johan Cullberg svensk psykiater)
1.1. Krise: En livssituation hvor ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man kan beherske situationen
1.2. Udviklingskriser
1.2.1. Udløses af begivenheder, de fleste af os udsættes for
1.2.1.1. Men kan opleves som så uoverskuelige, at det giver krise
1.2.2. Alle aldre indeholder mulighed for krise: Udviklingen i barndommens, ungdommens eller voksenlivets forskellige faser.
1.2.2.1. Fx. at finde sig selv i pubertenten. Føde sit første barn. At blive pensioneret.
1.2.2.2. Indebærer omvæltninger i livssituation
1.2.3. Ligger i forlængelse af Erik Eriksons udviklingsteori
1.2.3.1. Individets udvikling forløber gennem psyko-sociale kriser; Risiko for at hæmme individet og mulighed for at fremme dets udvikling/modning, hvis krisen forløber balanceret.
1.3. Traumatiske kriser
1.3.1. Akutte traumatiske kriser
1.3.1.1. Udløses af alvorlige trusler med fysiske, social eller psykisk tryghed.
1.3.1.1.1. exceptionelle begivenheder, der opstår pludseligt, og som ikke alle kommer ud for.
1.3.1.2. Udløses typisk af tre forskellige slags begivenheder.
1.3.1.2.1. Tab
1.3.1.2.2. Krænkelse (af selvrespekt)
1.3.1.2.3. Katastrofe
1.3.1.3. Kriseforløb
1.3.1.3.1. Viser et typisk forløb.
1.3.1.3.2. Benytter sig af en række forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod det overvældende chok og problemer.
1.3.1.3.3. Fire faser
1.3.2. Kroniske traumatiske kriser
1.3.2.1. Vedvarende traumatiske situationer
1.3.2.2. Fx: Vedvarende vold i hjemmet, mangeårig mobning/chikane på arbejde.
1.3.2.2.1. Kan udvikle kronisk stress.
1.3.2.2.2. Kan desuden udvikle mistillid til andre mennesker, skam- og skyldfølelser over sin egen situation.
1.3.2.3. Mestrings- og overlevelsesstrategier
1.3.2.3.1. Fordi krisen skal udholdes/overleves imens den står på
1.3.2.3.2. Fx Kognitive bearbejdninger, hvor man bruger sin fornuft til at få kontrol med sine følelser.
1.3.2.3.3. Eller uheldige (men måske nødvendige) overlevelsesstrategier som fx dissociering eller andre forsvarsmekanismer for at lægge låg på angst og hjælpeløshed.
1.3.2.4. Adskiller sig fra kroniske traumer hos børn, f.eks. omsorgssvigt: Hos barnet kan traumet give svære udviklingsmæssige forstyrrelser og personlighedsforandringer, pga afhængig af grundlæggende tryghed og barnets ineffektive mestringsstrategier.
2. Kollektive katastrofer
2.1. Katastrofe som rammer mange mennesker samtidig. Fx skibsforlis.
2.2. Mange forskelle (men også ligheder) med individuelle katastrofer
2.2.1. Forholdet til gruppen man møder katastrofen har betydning.
2.2.1.1. Det kan være traumatiserende at være vidne til andres livsfare, at hjælpe og at søge efter dem, der er væk. Herunder evakuering, hvor man må efterlade andre fra gruppen.
2.2.1.2. Typen af gruppe er afgørende. Fx er primærgruppe (familie og nære venner) vs. helt fremmede mennesker.
2.2.1.2.1. Men selv mellem fremmede kan opstå uselviskhed og offervilje i et forsøg på i fællesskab at overleve.
2.2.2. Kan give skyldfølelser senere hen,
2.2.2.1. Hvis man ikke kunne hjælpe de andre, selvom man havde et stærkt behov for det.
2.2.2.2. Overlevelsesskyld: At have overlevet, hvor de andre ikke gjorde.
2.2.2.3. Man kan have været udsat for umulige valg: vælge mellem hvem der skulle hjælpes, eller at vælge mellem sig selv og en anden.
2.2.2.4. Til menneskeskabte kollektive katastrofer er desuden særlige problemer med at miste selvrespekt, tillid, og uforløste had- og hævnfølelser.
3. Posttraumatisk belastningsreaktion
3.1. I psykiatrien skelner man ikke mellem typer af kriser (udvikling/traume), men i stedet mellem belastningsreaktioner
3.2. Akutte belastningsreaktioner. Viser sig efter få minutter og aftage igen efter 2– 3 dage. Symptomer; fx desorientering, angst, uro, aggressivitet og fortvivlelse.
3.2.1. Følger Cullbergs beskrivelse af den akutte krises indledende faser.
3.3. Posttraumatisk belastningsreaktion: Opstår uger eller måneder efter traumatisk begivenhed (akut eller kronisk).
3.3.1. Det typiske ved posttraumatisk belastningsreaktion er tilbagevendende episoder med genoplevelse af traumet i form af påtrængende og ukontrollerbare erindringer (flashbacks), drømme eller mareridt.
3.3.1.1. Erindringerne er forbundet med angst og depressivitet, og personen kan igen komme i en tilstand af alarmberedskab (kamp/flugt-reaktion), som i selve traumet. Erindringerne kan dukke op hvis oplevelser minder om den oprindelige traumatiske begivenhed.
3.3.1.2. Hos nogle mennesker kan tilstanden blive permanent og vare ved gennem mange år og føre til en vedvarende personlighedsændring.
3.3.2. Ses ofte i forbindelse med krige, tortur, gidseltagning, voldtægt og omsorgssvigt, men i princippet kan alle voldsomme livsbelastninger resultere i posttraumatiske symptomer.
3.3.3. Under Første Verdenskrig kendt som granatchok/krigsneurose.
3.3.3.1. Betegnelsen posttraumatisk belastningsreaktion opstod med Vietnamkrigen: amerikanske soldater kom hjem med voldsomme psykiske problemer.
3.3.3.1.1. Det er ikke tilfældigt, at betegnelsen indeholder ordet stress. Der er flydende grænser mellem stress- og krisebegrebet. Udløses af særligt belastende begivenheder, og de har begge en tendens til at aktivere grundlæggende biologiske overlevelsesmekanismer, de såkaldte kamp/flugtreaktioner.
4. At komme over krisen
4.1. Størrelsen af problemer afhænger af
4.1.1. Krisen art og omfang (grad af tab, krænkelse, eller livsfare).
4.1.2. Fortolkning hos den traumatiserede
4.1.3. Og hjælp og støtte.
4.2. Sårbarhed og modstandsdygtighed
4.2.1. Mennesker kan reagere vidt forskelligt på den samme krisesituation: pga forskelle i sårbarhed og modstandsdygtighed
4.2.2. Sårbarhed
4.2.2.1. Har fx tidligere oplevet vanskelige krisesituationer, som ikke er ordentligt bearbejdet.
4.2.2.1.1. Eller har ramt tidligt, så har skabt grobund for grundlæggende usikkerhed.
4.2.3. Modstandsdygtighed
4.2.3.1. Fx er vokset op i grundlæggende tryg familie. Er god til at håndtere problemer og konflikter.
4.2.3.2. Har et roligt temparatment.
4.2.3.3. Adgang til støttende netværk af familie og venner
4.3. Hjælp i krisesituationer
4.3.1. I chokfasen
4.3.1.1. Beroligende omsorg. Man skal være tilstede, det rolige element midt i kaos. Forstående, lyttende, tålmodig og empatisk.
4.3.1.1.1. Dvs mere med krop og følelser end ord og viden.
4.3.1.1.2. I øvrigt vigtigt med professionel hjælp hvis der er (mistanke om) fysiske skader
4.3.2. I reaktionsfasen eller kronisk traumatisk krise
4.3.2.1. Ord er vigtige her
4.3.2.1.1. Hjælpe med at samle og formulere oplevelsen i ord, så den ikke er tavs/ordløs, ubearbejdet oplevelse.
4.3.2.1.2. Kan kræve professionel behandler, som har overskud til at høre og ikke smittes af angst og uro.
4.3.3. I bearbejdningsfasen
4.3.3.1. Mødes med andre mennesker, der har oplevet det samme, eller som trygt fællesskab, hvorfra man kan tage skridt til igen at komme i gang med sit liv.
4.3.3.1.1. Så hurtigt som muligt at få en normal hverdag med faste rutiner, som modvægt til de kaotiske følelser.