1. Irvin Yalom (f. 1931)
1.1. Fire eksistentielle grundvilkår
1.1.1. Friheden
1.1.1.1. Mennesker stilles i dag mere overfor frihedens problem, der handler om, hvad vi vil gøre, hvad vi selv vælger at gøre med vores liv. Med friheden -> ansvaret -> angst. Så vi har forsvarsmekanismer for at undslippe ansvaret.
1.1.1.1.1. Fx et tvangsmæssigt liv: tilrettelægger sit liv, så det altid er bestemt af andre og af hensynet til andre og uden at tage tid til at mærke efter, hvad vedkommende selv vil.
1.1.1.1.2. Ansvarsforskydning: lægger sit ansvar over på andre og forventer, at de tager sig af situationen. Fx klienten, der regner med at terapeuten eller socialrådgiveren tager hele ansvaret for løsningen af vedkommendes problemer.
1.1.1.1.3. Ansvarsfornægtelse: Man er et sagesløst offer for begivenheder, man faktisk også har sin andel i, eller blive r "ude af sig selv”, for at få omsorg af andre og vise, at man af forståelige grunde ikke længere selv kan tage ansvar for situationen.
1.1.2. Isolationen
1.1.2.1. De vil altid være en kløft mellem os og de andre. Erkendelsen af denne isolation, skaber angst.
1.1.2.2. Vi adskillelser os fra omsorgspersonerne for at blive voksne. Isolationen er prisen.
1.1.2.2.1. Tydelig inspirationen fra psykoanalysen Margaret Mahler. Mennesket lever i et dilemma mellem sammensmeltning og isolation eller, som Mahler ville have sagt, mellem symbiose og separation.
1.1.2.3. Hvis sammensmeltningen er blevet forstyrret, hvis den er blevet afbrudt for hurtigt eller for langsomt, kan vi få problemer med at udholde den isolation, der er forbundet med en selvstændig eksistens. Det kan betyde, at vi etablerer forhold til andre mennesker blot for at få bugt med vores egen angst for ensomhed. Men at vokse op er at indse, at vi er alene i tilværelsen, at intet forhold til andre mennesker kan bryde vores grundlæggende eksistentielle isolation. Vi kan dele vores ensomhed med andre og dæmpe noget af den smerte, der er forbundet med isolationen, men vi kan aldrig ophæve den. Forsøger vi det, vil det være et udtryk for isolationsfornægtelse. Yalom giver forskellige eksempler på, hvordan denne isolationsfornægtelse giver problemer i kærlighedslivet.
1.1.2.4. Man kan indlede et kærlighedsforhold, fordi man føler, at man kun eksisterer i andres øjne. Først når man bliver værdsat og bekræftet, når man bliver udvalgt af en anden, kan man undgå den følelse af isolation og ensomhed, man er så bange for at mærke. Det kan være belastende for partneren at være i et sådant forhold. Han eller hun kan føle sig som en brugsgenstand. Ofte går forholdet i stykker, fordi partneren bliver træt af hele tiden at bekræfte den andens eksistens. Bruddet vil den bekræftelsessyge måske se som et udtryk for, at den anden ikke elsker nok, men i virkeligheden sker bruddet, fordi han eller hun ikke selv er i stand til at elske.
1.1.2.5. Isolationsfornægtelsen kan i kærlighedsforholdet også komme til udtryk som en sammensmeltning, hvor man helt opgiver sig selv og udelukkende lever for den anden. Problemet er her, at man helt mister kontakten med sig selv og sine egne behov og udelukkende forsøger at være opmærksom på den andens behov. Man har nok fået dulmet sin ensomhedsangst, men man har betalt med et uegentligt eller fremmedgjort liv. Sammensmeltningen behøver ikke blot finde sted i forhold til et andet menneske, men kan også finde sted i forhold til en gruppe, en sag eller en nation.
1.1.2.6. Endelig kan isolationsfornægtelsen også komme til udtryk i form af en tvangspræget seksualitet, hvor man forsøger at dulme sin ensomhed med så mange seksuelle forhold som mulig. Det er selve forførelsen og seksualakten, der er vigtigt, ikke den anden som person, men kun som krop eller objekt for ens seksuelle begær. Den tvangsprægede seksualitet er en måde at komme tæt på den anden på og besidde vedkommende og dermed dulme sin egen isolation, men det er kun en meget midlertidig lindring, og man må hurtigt på jagt igen.
1.1.2.7. Hvordan er det overhovedet muligt at være sammen med en anden, uden at det er af egoistiske grunde og motiveret af angsten for isolation. Det første skridt er ifølge Yalom at erkende ens egen isolation som et vilkår. Derefter handler det om at etablere en behov-fri kærlighed, hvor parterne forholder sig til hinanden på en ikke-krævende måde. Yalom bruger i den forbindelse dels Martin Bubers bestemmelse af jeg-du-forholdet som et billede på den behov-fri kærlighed, dels bruger han psykologen Erich Fromms bestemmelse af kærlighed som en aktiv proces. Kærlighed er ikke at blive elsket, men at turde elske, det er at give og ikke at modtage, eller som Yalom selv siger. ”At elske vil sige at engagere sig aktivt i den andens liv og udvikling. Man må være lydhør for den andens fysiske og psykiske behov. Man må respektere den andens egenart, se ham, som han er og støtte ham i at udvikle og udfolde sig på sine egne måder, for hans egen skyld og ikke for at opnå noget derved”.
1.1.3. Meningsløsheden
1.1.3.1. Det senmoderne samfund skaber andre psykiske problemer, end dem Freud beskrev. Nutidens psykiske problemer handler ikke så meget om fortrængning og undertrykkelse af egne behov, men mere om at mangle en følelse af formål og mening med sit liv. Tidligere havde mennesker en religiøs mening med tilværelsen at holde sig til, eller meningen med tilværelsen lå lige for i hverdagens faste traditioner og i den daglige kamp for overlevelse. I dag hvor religionen er på tilbagetog, hvor faste traditioner hele tiden opløses, og hvor fritiden er blevet større end nogensinde, bliver spørgsmålet om livsmening stadig mere aktuelt. Hvad skal jeg fylde mit liv ud med? Hvad giver mening? I dag er vi i høj grad henvist til selv at finde en mening med vores tilværelse. Lykkes det ikke truer meningstomrummet og angsten for det eksistentielle vakuum. Ifølge Yalom er en udbredt reaktion på meningstomrummet at gøre som de andre, blive konform, Men han nævner også andre reaktioner.
1.1.3.2. Korsfarersyndromet finder man hos mennesker, der hele tiden er på jagt efter en vigtig og afgørende sag at kaste sig over. Det afgørende er ikke sagens indhold, men at mærke engagementet, føle man har noget på hjerte, og at man er med i noget vigtigt. Når sagen ebber ud, eller interessen for den kølnes, må vedkommende igen på jagt efter en ny sag at gå op i for at undgå den meningsløshed, der hele tiden ligger på lur. Korsfarersyndromet handler altså ikke om mennesker, der kaster sig over en sag for sagens skyld, men udelukkende om mennesker, der er på jagt efter noget at kæmpe for, for kampens skyld kan man sige.
1.1.3.3. Nihilismen er trangen til sætte spørgsmålstegn ved alt det, andre finder mening i. Ofte tager den form af en ironisk, humoristisk eller intellektuel distance til det, andre finder vigtigt, men bag distancen og den bitre fryd ved at punktere andre menneskers ”myter”, skjuler personen en dyb følelse af fortvivlelse, fordi han ikke selv kan finde vigtige ledetråde for sit liv.
1.1.3.4. Vegetativ tilbagetrækning er et af de mest tydelige udtryk for meningsløshed. Her er mennesket sunket ned i en tilstand af passivitet: Der er ikke længere nogen tro på, at det nytter at gøre noget, kedsomheden er overvældende, intet kan engagere mere, og den ene aktivitet eller livsværdi kan være lige så god som enhver anden. Hvorfor gøre noget som helst, når det hele alligevel ender med døden, spørger den vegetative.
1.1.3.5. Tvangspræget aktivitet er omvendt den ekstreme fortravlethed, hvor mennesker forsøger at løbe fra følelsen af meningsløshed ved at føre et så hektisk liv som muligt. Adsprede sig, feste, arbejde, være i gang. Aktiviteterne bliver et mål i sig selv. Aftaler, møder og planer fylder tiden ud. Der er ingen huller i kalenderen, hvor følelsen af meningsløshed pludselig kan dukke frem af intet. Selv søndagene er fyldt ud.
1.1.3.6. Men hvad er der da af aktiviteter og formål, der kan give mennesker mening i tilværelsen. Som bekendt siger Sartre, at vi selv må skabe meningen med vores liv. Yalom forsøger dog på samme måde som Viktor Frankl at kortlægge nogle former for virke, som han mener, i særlig grad kan give livsmening.
1.1.3.7. Altruisme. At gøre verden til et bedre sted at være, at hjælpe andre mennesker, at være noget for andre er ifølge Yalom aktiviteter, som har givet mening i mange menneskers liv. Det vil ofte være vigtigt for mennesker, der har problemer med at finde en mening med tilværelsen, at de kan blive engageret i et fællesskab med andre, ikke bare for at få tilfredsstillet deres sociale kontaktbehov og dæmpet deres angst for isolation, men for at være noget for andre, bidrage til fællesskabet, til noget der rækker ud over dem selv.
1.1.3.8. Virke for en sag. Mange mennesker har fundet en mening med tilværelsen ved at virke for en sag, som har været vigtig for dem og som de har troet på. Det kan være at virke for sin familie, for en større gruppe eller for en politisk sag. Det afgørende er igen som ved altruismen, at det enkelte menneske bliver et led i noget større.
1.1.3.9. Skabende virksomhed. At skabe noget nyt, noget originalt og personligt kan give en utrolig fylde i tilværelsen. Der er ikke bare kunstneren, der har patent på skabende virksomhed, også videnskabsmanden, opfinderen, underviseren, havemanden, administratoren og mange flere har mulighed for at udfolde deres kreativitet og skabe noget nyt. Men der er arbejdssituationer, der ikke levner plads til kreativitet og personlig udfoldelse, og hvor mennesker blot udfører ordrer. Her er aktiviteten ikke længere meningsgivende i sig selv.
1.1.4. Døden
1.2. Udgør rammerne eller betingelserne for vores tilværelse. De præger næsten hele vores liv, de gør os angste, når vi pludselig konfronteres med dem, og vi benytter forsvarsmekanismer for at undgå at se dem i øjnene.
2. Hvad er eksistentialisme
2.1. Handler om hvad det vil sige at være menneske.
2.1.1. Mennesket har frihed til at skabe og vælge sit eget liv.
2.1.1.1. Ikke determineret/bestemt af ubevidste kræfter (psykoanalysen) eller miljøet og de ydre påvirkninger (behaviorismen)
2.1.2. For den eksistentielle psykologi gælder det netop om at fastholde en mening med livet midt i meningsløsheden.
2.1.2.1. Udformet i Europa efter 1. verdenskrig pga tab af tradition og værdier efter krigen, giver spørgsmål til eksistensen, til selve livets mening.
2.1.3. Stærkt påvirket af eksistentialismen: filosoffer som Søren Kierkegaard, Martin Buber, Martin Heidegger og Jean Paul Sartre.
2.1.3.1. Søren Kierkegaard (1813-1855), eksistentialismens grundlægger: præsenterer de eksistentialistiske grundtemaer: eksistensen, valget og angsten.
2.1.4. Har ikke så sammenhængende teorier og få repræsentanter, som fx psykoanalysen og behaviorismen.
2.2. Jean Paul Sartre (1905-1980)
2.2.1. Eksistensen går forud for essensen.
2.2.1.1. Vi er fra starten intet. Vores liv er ikke bestemt på forhånd.
2.2.1.1.1. Dermed opstår menneskets kendetegn: Den fri vilje.
2.2.1.2. Vi har ikke en skæbne, en gud eller en særlig menneskenatur (behov, drifter, arv), der på forhånd bestemmer, hvem vi bliver, og giver os en mening (en essens) med vores liv.
2.2.1.2.1. Vi må kæmpe for at skabe en mening i tilværelsen.
2.2.1.3. Modsat dyrene, hvor essensen går forud for eksistensen. De er defineret med instinkter og drifter.
2.2.1.3.1. Deres liv leves automatisk.
2.2.2. Vores tilværelse er absurd (fornuftsstridig) fordi den på forhånd er meningsløs.
2.2.2.1. Vores behov for mening støder ind i, at der ikke gives andet formål med livet end det, vi selv lægger i det.
2.2.2.1.1. Det giver en grundstemning af angst, tomhed, ensomhed og kedsomhed.
2.2.2.2. Det eneste sikre mål er, at vi skal dø.
2.2.2.2.1. Resten er tilfældighed.
2.3. Meningsløshed oplever vi fx: kriser med tab eller at stå over for et afgørende valg i livet.
2.3.1. Fx pubertet: reflekterer over sig selv og sit liv, kan møde meningsløshed og føle sig fremmed overfor tilværelsen.
2.3.2. Forældrene, der ser deres børn flytte hjemmefra.
2.3.3. Midt i hverdagen, når de ting, der til daglig optager os, pludselig føles hule, fremmede eller latterlige (Er det kun det her, jeg lever for?).
2.3.4. Vi kan skynde os at vende os væk fra dette eksistentielle vacuum (Frankl).
2.3.4.1. Fester, underholdning og forbrug så vi ikke mærker tomrummet under tilværelsen. Spiritus eller arbejdsnakomani, så vi ikke har tid til at tænke over det.
2.3.4.2. Men vi bør konfrontere intetheden eller døden. Det er en uomgængelig del af vores tilværelse, og så begynder vi at tage vores liv alvorligt og tænke over, hvordan vi vil leve.
3. Frihed, valg og ansvar
3.1. Den fri vilje
3.1.1. Mennesket bestemmer over sit eget liv.
3.1.1.1. Ved at vælge og tage beslutninger, former vi vores liv og giver det indhold og mening.
3.1.1.2. Det at tage friheden og valget på sig er et tegn på det mod og styrke, men behøver som menneske.
3.2. Valget
3.2.1. Gennem vores valg får vi indflydelse på vores personlighedsudvikling og identitetsdannelse, siger Sartre.
3.2.1.1. Her taler vi først og fremmest om de vigtige eksistentielle valg eller centrale beslutninger i tilværelsen, hvor det er afgørende, hvad vi vælger
3.2.1.1.1. Fx: Hvilken uddannelse skal jeg have? Skal jeg opgive HF eller fortsætte? Skal jeg stoppe på arbejdet eller gå ned på halv tid? Skal jeg have børn? Skal jeg forlade min kæreste eller blive?
3.3. Ansvar
3.3.1. Friheden til selv at vælge indebærer også, at vi selv må tage ansvaret for vores handlinger, valg og fravalg.
3.3.1.1. Vi kan ikke undskylde dem med at det er vores forældres skyld, opvækstens skyld eller at guds skyld. Det er selvbedrag og fejhed, siger Sartre.
3.3.1.1.1. Vi står med vores handlinger også til ansvar overfor andre mennesker, fordi vi kan skabe problemer for dem med vores handlinger og fordi vi gennem vores handlinger skaber et billede af, hvordan vi mener, et menneske bør handle.
3.4. Situationsbetinget frihed
3.4.1. Frihed betyder ikke, at vi kan vælge alt. Det afhænger af situationen, siger Sartre.
3.4.2. Men vi kan selv betemme, hvilken betydning situationen skal få.
3.4.2.1. Fx man er blevet fyret.
3.4.2.1.1. Man kan ikke vælge at få jobbet igen.
3.4.2.1.2. Men man kan vælge om man vil blive fortvivlet eller se det som en udfordring.
4. Det fremmedgjorte menneske
4.1. Friheden er en mulighed og en forbandelse
4.1.1. "Mennesket er fordømt til at være frit", jf. Sartre.
4.1.1.1. For med friheden kommer også det "forbandede" ansvar.
4.1.1.2. Vi er alene om valget, uden undskyldninger og vi er utrygge og usikre, fordi vi ikke kender resultatet af vores handlinger på forhånd.
4.2. Ansvaret, ensomheden og utrygheden i det frie valg medfører eksistentiel angst.
4.2.1. Ofte er så voldsom, at den kan få os til at flygte fra valget.
4.2.1.1. Fx som vi flygter fra meningsløsheden. Men også andre former.
4.2.1.2. Lade andre bestemme: En autoritet eller et menneske, vi holder af.
4.2.1.3. Identificere os med en samfundsmæssig rolle: (chauffør, direktør, soldat, mor), at vi ikke selv behøver at tænke på, hvorfor vi handler som vi gør.
4.2.1.4. Flygte ind i mængden (Kierkegaard) og konformismen (Frankl): følger de herskende konventioner og normer og tankeløst handler efter dem, så vi kan glemme os selv, vores ansvar og de alt for mange muligheder.
4.2.2. Alle flugtformer giver problemer med os selv. For ved ikke at vælge selv giver vi samtidig afkald på os selv. Midt i konformiteten og sikkerheden mister vi langsomt vores identitet og personlighed.
4.2.2.1. Giver skyldfølelse, når et menneske låser sine livsmuligheder inde og ikke tør tage ansvaret for sit liv.
5. Tiden
5.1. Nuet og fremtiden har større betydning for vores liv end fortiden.
5.1.1. Nuet er afgørende, fordi det er selve ”valgets øjeblik”, jf. Kierkegaard. Vi skal være tilstede og opmærksomme i nuet, for ”her og nu” skaber vi os selv gennem valget.
5.1.1.1. Vi må ikke begrave os for meget i fortiden eller flygte ind i en paradisisk fremtidsdrøm.
5.1.2. Fremtiden er væsentlig fordi vores valg bestemmes vores fremtidsmål.
5.1.2.1. ”Mennesket er ikke det, som det er, og er det, som det ikke er”. Vi er hvert øjeblik optaget af vores fremtid, af at ønske, ville og beslutte noget. Kort sagt: vi præges af vores fremtid, af det vi endnu ikke er, men ønsker at blive.
5.1.3. Det er modsat psykoanalysens og behaviorismenhvor en årsag altid søges i fortiden.
6. Viktor E. Frankl (1905-1997)
6.1. Menneskets væsentligste kendetegn er ”søgen efter mening” (modsat psykoanalysens ”søgen efter lyst”)
6.1.1. Meningen med tilværelsen skal opdages. Den kommer udefra i form af opgaver, vi må påtage os, og nødvendigheder, vi må hamle op med.
6.1.1.1. Vi skal kke selv spørge efter en mening med tilværelsen. Det kan blot være et tegn på eksistentiel frustration, siger Frankl. Vi bliver spurgt af tilværelsen.
6.1.1.2. Det står i kontrast til, at man i dag ofte taler om selvrealisering, som om livets mening er noget, man selv kan opfinde og vælge, eller noget, der kommer indefra i form af evner eller talenter, der venter på at blive udviklet.
6.1.1.3. Her adskiller Frankl sig fra Sartre, der siger at meningen er noget vi selv skal finde og vælge til.
6.1.2. Livet har ifølge Frankl karakter af opgaver (arbejde, børn, sygdom, tab m.m.), vi ikke kender på forhånd, og som ofte bliver os pålagt
6.1.2.1. Først som en bivirkning af, at vi løser disse opgaver, realiserer vi os selv.
6.1.2.1.1. “Selvrealisering opnås ikke, hvis den bliver et mål i sig selv, kun som bivirkning af selvoverskridelse”. Dvs. overskride sine egne snævre cirkler og rette sig mod opgaver og mennesker omkring én.
6.2. Hvad giver livet værdi eller mening?
6.2.1. De skabende værdier, der handler om, at livet bliver meningsfuldt gennem det man udretter eller giver til verden i kraft af det man skaber.
6.2.1.1. Fx arbejdslivet, kunstnerisk eller i familielivet. Det afgørende er ikke, hvor lidt eller meget vi giver, men at vi giver det vi kan.
6.2.2. Oplevelsesværdierne. Livet giver mening gennem det, vi modtager fra verden i form af oplevelser.
6.2.2.1. Fx kunstneriske, naturen,eller mødet med andre: venskabet, kærligheden og seksualiteten.
6.2.3. Indstillingsværdierne. Vi kan finde mening og værdi i den holdning eller indstilling, vi har til de begrænsninger af vores muligheder eller til de svære vilkår, som livet stiller os overfor.
6.2.3.1. Fx: Det kan være begrænsninger i form af en sygdom, en skilsmisse eller et nærtståendes menneskes død, som vi må indstille os på.
6.2.3.1.1. Meningen kunne være at finde nye opgaver eller udfordringer i sådanne situationer, eller det kunne være at udholde dem eller måske ligefrem overvinde dem.
6.2.3.2. Vores holdning eller indstilling til tingene har vi jo ifølge den eksistentielle psykologi selv en frihed til at vælge.
7. Martin Buber (1878-1965)
7.1. To relationer mellem mennesker
7.1.1. Jeg-du-forhold
7.1.1.1. vi kommer meget tæt på hinanden, som det f.eks. sker mellem nære venner, i familierelationer og i kærlighedsforhold,
7.1.1.1.1. Jeg møder den anden, sådan som jeg er, uden forbehold og uden at skjule noget.
7.1.1.1.2. De ting, jeg siger og gør, er udtryk for det, jeg mener og føler (ingen kognitiv dissonans, jf. socialpsykologien).
7.1.1.1.3. I dette personlige møde har jeg ingen bestemte hensigter eller formål. Opstår ofte pludselig og opleves meget intenst af begge parter. Det er ikke et forhold, vi kan vælge at gå ind i eller bevidst beslutte os for at opbygge.
7.1.1.2. I dette forhold opnår mennesket sin højeste eksistens.
7.1.1.2.1. Jeg’et bliver til ved du’et, siger Buber. Gennem den indsigt i den anden, som jeg-du-forholdet giver mulighed for, får jeg også indsigt i mig selv.
7.1.2. Jeg-det-forhold
7.1.2.1. vi oplever den anden som en rolle eller en funktion, som det f.eks. sker, når vi står overfor kassedamen i supermarkedet eller socialrådgiveren på socialkontoret.
7.1.2.1.1. Den anden er ikke nærværende for mig. Han viser ikke sig selv, sådan som han er, men viser kun den del af sig selv, nemlig den rolle, f.eks. den arbejdsfunktion, han varetager.
7.1.3. Det er ikke et enten-eller.
7.1.3.1. Jeg-det-forholdet befinder sig på niveuaet for det sociale liv, fællesskab, samfund. Jeg-du-forholdet befinder sig på det mellemmenneskelige niveau, hvor vi hjælper, støtter og opdrager hinanden.
7.1.3.1.1. Faren er: at nære relationer og venskaber erstattes af mere anonyme jeg-det-forhold, fx via elektroniske medier, hvor jeg-du-forhold er svært.