1. Den lovgivende magt Den lovgivende magt bliver i Danmark varetaget af Folketinget, hvor landets love vedtages. Folketinget har en vigtig kontrolfunktion i forhold til regeringen. Folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål til regeringens ministre og dermed kontrollere, at de udfører deres arbejde efter loven.
2. Den udøvende magt Der står i vores grundlov, at det er kongen, som har den udøvende magt. Men i dag varetages denne funktion af regeringen. Statsministeren leder regeringen og udnævner en række ministre, der styrer landet på hver deres område. Regeringen og ministrene skal sørge for, at Folketingets love bliver ført ud i livet. Ministrene er på samme tid oftest almindelige medlemmer af Folketinget, som vedtager vores love. På den måde er skellet mellem den lovgivende og udøvende magt lidt flydende i Danmark.
3. Den dømmende magt I Danmark varetages den dømmende magt af domstolene, og det er kun domstolene, der kan dømme i retssager. Det betyder, at Folketinget ikke må blande sig i domstolenes afgørelser. Hvis nogle politikere er uenige i den måde, domstolene administrerer lovene, kan de forsøge at finde et flertal for at ændre lovene. Domstolene skal efterfølgende dømme ud fra de ændrede love. Dommere må ikke sidde i Folketinget. Derfor kan de heller ikke være med til at lave de love, de skal dømme efter. Domstolene opnår dermed stor uafhængighed.
4. Udfordringer for magtens tredeling I virkeligheden er det meget svært at holde magten tredelt. Fx udtaler politikerne sig ofte om retssager og har bl.a. indført minimumsstraffe for våbenbesiddelse. Dermed bevæger den lovgivende magt sig ind på et område, som normalt hører under den dømmende magt.
5. En fjerde statsmagt? Medierne kaldes ofte for den fjerde statsmagt. Det skyldes, at medierne har til opgave at overvåge især Folketinget og regeringen. Faktisk fylder denne overvågning meget lidt i det samlede mediebillede, men sommetider afsløres politikere i svindelsager. Farum-sagen i 2002 er et godt eksempel, men nogen statsmagt kan medierne ikke kaldes.
