1. Myter
1.1. Myterne udspringer fra de to store familier
1.1.1. Shiva
1.1.2. Vishnu
1.2. Shivafamilien
1.2.1. De er et forbillede for den perfekte familie
1.2.1.1. En stærk og beskyttende mand
1.2.1.2. En hengiven kone, der elsker sine børn
1.2.2. Konen, Parvita
1.2.2.1. Er datter af himalayabjergene
1.2.2.2. Er en åndelig person, ligesom Shiva
1.2.3. De blev forelsket oppe bjerget, da hun mediterede i nærheden af ham
1.2.4. Sønnen hedder Skanda
1.3. Ganesha (en del af shivafamilien)
1.3.1. Han har et elefanthoved
1.3.1.1. Det har han fordi Parvita helt alene skabte ham
1.3.1.2. Uden Shiva vidste noget
1.3.2. Så da han og Parvita, var i bad sammen, opdagede manden dem, og huggede hovedet af Ganesha
1.3.2.1. Parvita blev ulykkelig
1.3.3. Shiva løb ud og fandt det første hoved hun kunne finde
1.3.3.1. Et elefanthoved
1.3.3.1.1. Som stadig sad på en elefant
1.4. Durga og Kali
1.4.1. De høre også til Shivafamilien
1.4.2. De er nogle gange søstre til shiva, andre gange er Kali gift med Shiva
1.4.3. De er så mægtige at optræder mest alene.
1.4.3.1. De er tilsammen guden Shaki
1.4.4. I andre myter, er de en udstråling af de andre guder
1.4.4.1. Kun dem der gav dem våben, til at slå dæmoner ihjel
1.4.5. De er begge to berømte for at dræbe dæmoner
1.4.5.1. Kali er den er den vildeste og fredeligste
1.4.5.1.1. Men for hinduerne er hun et sumbol for:
1.5. Vishnus mange former
1.5.1. Han hjælper folk med at dale ned på jorden, når uretfærdighed truer
1.5.2. Han er kendt for at gøre det 10 gange
1.5.3. Hinduerne kan alle hans avatere udenad
1.5.3.1. Nedstigninger
1.5.4. Det vigtige om disse myter for hinduerne, er på den måde de "belære" folk om hvordan man skal leve og opføre sig
1.5.5. Man beder ikke til de fleste nedstigningerne
1.5.5.1. Hvis man ber, så ber man til Rama og Krishna
1.5.5.1.1. Man tænker altid på dem, når man tænker om Vishnusdyrkere
1.5.6. Når man taler om nedstigninger og ikke inkanationer
1.5.6.1. Fx. Jesus
1.5.6.1.1. Fordi guderne, ikke var tilstæde i kød og blod.
1.6. Krishna
1.6.1. Er kendt, som den store gud der underviser folk deres pligt dharma
1.6.1.1. Dharma = religion eller
1.6.2. Er kendt som en kohyrde
1.6.3. Da han var lille, ville han stjæle smør, og spise det som slik
1.6.4. Da han blev ældre stjal han hyrdindernes tøj
1.6.5. Han er gift med Radha
1.6.5.1. Siges at være den aller skønneste
1.6.5.2. Radha er meget jauloux på de andre hyrdinder
2. Ritualer
2.1. Hinduismens ritualer
2.1.1. Puja
2.1.1.1. Det er det mest almindelig ritual
2.1.1.2. Man ofre mad til gud
2.1.1.3. Man kalder på den nærmeste gud ned til ofret
2.1.1.3.1. Så ofre man offeret
2.1.1.4. Undervejs kan man:
2.1.1.4.1. Bade gudebilledet i mælk
2.1.1.4.2. Give det nyt tøj på
2.1.1.4.3. Brænde røgelse af
2.1.1.4.4. Bede og læse op af myter om guden
2.1.2. Offer
2.1.2.1. De fleste ting man offre til guderne er:
2.1.2.1.1. Kokos
2.1.2.1.2. Bananer
2.1.2.1.3. Mælk
2.1.2.1.4. Marengs
2.1.2.1.5. Engang i mellem hash
2.1.2.2. Til nogle guder offre man dyr
2.1.2.2.1. Kali
2.1.2.3. Når offeret er færdigt, siger man, at guden har spist de fine bestanddele og giver levningerne tilbage til den, der har ofret
2.1.2.3.1. Det hedder Prasad
2.1.2.3.2. De spiser resterne
2.1.2.4. I løbet af året fejrer hinduerne deres guders og guruers fødselsdage på bestemte dage
2.2. Hindupræsten
2.2.1. At blive hindupræsten
2.2.1.1. Præstehvervet går ofte i arv
2.2.1.1.1. Det vil sige, at det ofte er præstens ældste søn, som overtager præstegerningen efter sin far
2.2.1.2. Han kommer som ung i lære hos faren og hjælper ham i templet, så han lærer de vigtigste mantraer
2.2.1.2.1. Den del af retualet der består af hellige formler og stavelser
2.2.1.2.2. Og hvordan offringerne skal forgå
2.2.1.3. Det er vigtigt, at han lærer at gøre det helt korrekt, for ellers kommer han ikke i kontakt med guderne
2.2.2. Hindupræsten i templet
2.2.2.1. En hindupræst har en lang arbejdsdag
2.2.2.2. Han foretager op til fem pujaer om dagen
2.2.2.2.1. Den første er tidligt om morgenen, og gerne lige inden solen står op
2.2.2.2.2. Den sidste foretager han ved solnedgang
2.2.2.2.3. Om morgenen vækker han guderne
2.2.2.2.4. Om aftenen lægger han dem i seng
2.2.2.3. Gudestatuerne bliver behandlet godt, for kun derved tror man, at guden reelt viser sig i gudestatuen, når der udføres puja
2.2.3. Præsten som kommunikationsled
2.2.3.1. En hindupræst, der fungerer i et templet, er kommunikationsled mellem tilbederne og guderne
2.2.3.2. Tilbederne kommer ofte i templet for at få en bøn til guderne hørt eller for at se guderne
2.2.3.3. Præsten fremsiger mantraer på helligsproget, sanskrit
2.2.3.3.1. Gennem mantraerne forsøger han at komme i forbindelse med guderne
2.2.3.4. Han inviterer også guderne til at komme i templet, når der er puja
2.2.4. En hindupræst har mange hverv
2.2.4.1. Præstens vigtigste opgave, udover at udføre puja i templet, er at foretage de mange overgangsritualer, som en hindu skal igennem i løbet af sit liv
2.2.4.2. Et af de vigtigste overgangsritualer er hårragningsceremonien
2.2.4.2.1. Det udføres, når barnet er lille
2.2.4.3. Hindupræsten kommer også gerne hjem til folk for at udføre et ildofferritual
2.2.4.3.1. Det kan rense eller velsigne hjemmet
2.2.4.4. Han lægger og læser også horoskoper, som kan have betydning for:
2.2.4.4.1. Hvem man gifter sig med
2.2.4.4.2. Hvornår man begynder at høste
2.2.4.4.3. Hvornår man fortager en rejse
2.3. Barndomsritualler i hinduismen
2.3.1. Fødselsritual (jatakarma)
2.3.1.1. Efter fødslen bliver barnet vasket, og faderen hvisker bønner om et langt liv i dets øre
2.3.1.2. Han skriver ordet AUM på dets tunge med en guldstang smurt med honning
2.3.1.3. AUM er helligt og står for de tre vigtige guder: Vishnu, Shiva og Brahma
2.3.1.4. Derefter skal barnet slikke honning af stangen seks gange, mens faderen siger nogle mantraer
2.3.1.4.1. Man siger, at man på denne måde indpoder ideen om det guddommelige i barnet
2.3.2. Navngivning (namakarana)
2.3.2.1. Barnet bliver navngivet, når det er omkring 12 dage gammelt
2.3.2.2. Der bliver indbudt gæster og ofret til guderne
2.3.2.3. brahmin-præst finder navnet ved at lægge et fødselshoroskop
2.3.2.3.1. Navnet skal passe til barnet og bringe det held og lykke
2.3.2.4. Barnet opkaldes ofte efter en guddom eller helgen, som kan beskytte det gennem livet
2.3.3. Første gang uden for huset (nishkramana)
2.3.3.1. Når barnet er nogle måneder, kommer det første gang uden for huset
2.3.3.2. Barnet bliver klædt fint på og bringes til et rituelt sted, hvor der bl.a. fremsiges nogle mantraer
2.3.3.2.1. Via mantraerne bedes om et langt liv uden sygdomme for barnet.
2.3.4. Første gang fast føde (annaprashana)
2.3.4.1. Når barnet er seks måneder, skal det spise ris første gang
2.3.4.1.1. Igen bliver der fremsagt mantraer, hvor der bedes om god fordøjelse og godt helbred for barnet.
2.3.5. Kronragning (cudakarana)
2.3.5.1. Kronragning = en firsure
2.3.5.2. Senest når barnet er tre år, bliver det kronraget
2.3.5.3. Inden da får barnet et bad og fint tøj på
2.3.5.4. Ritualet finder ofte sted i et tempel
2.3.5.5. Det gøres for at rense barnets sjæl for dårlig indflydelse fra tidligere liv
2.3.5.5.1. Hinduerne mener nemlig, at den menneskelige sjæl lever videre fra liv til liv
2.3.6. Huller i ørerne (karnavedha)
2.3.6.1. Når barnet er tre eller fem år, får det huller i ørerne
2.3.6.2. Barnet vaskes og får fint tøj på
2.3.6.3. Det bringes til et rituelt sted, hvor der foregår et ritual med ild
2.3.6.4. Herefter laves der huller i ørerne, mens der fremsiges mantraer
2.3.6.5. Ritualet laves både på drenge og piger
2.3.6.5.1. Pigerne bruger hullerne til øreringe
2.3.6.6. Man mener, at ritualet beskytter mod sygdomme.
2.4. Hinduistiske overgangsritualer
2.4.1. Der er fem ritualer, som markerer overgangen fra barn til voksen i hinduismen
2.4.1.1. De er dog kun for drenge
2.4.2. En åndelig fødsel
2.4.2.1. Det første ritual foregår ved 5-årsalderen, når drengen begynder at lære alfabetet
2.4.2.2. Her skriver han sit første bogstav i ris, som ligger på en bakke
2.4.2.3. Derefter følger det vigtigste af ritualerne, som kaldes upanayana
2.4.2.3.1. Det skete traditionelt, når drengebørn var mellem otte og tolv år gamle
2.4.2.4. I dag laves det ofte inden drengens bryllup
2.4.2.5. Ritualet betragtes som den anden fødsel, en åndelig fødsel der følger den biologiske fødsel
2.4.3. Forberedelserne
2.4.3.1. Som forberedelse til upanayana bliver drengen kronraget
2.4.3.1.1. Derefter får han et bad og klædes på
2.4.3.2. Ritualet foregår omkring et ildsted med hellig ild
2.4.3.2.1. Familie og venner er inviteret med
2.4.3.3. Drengen spiser for sidste gang sammen med sin moder, før han overgives til en brahminpræst, der skal være hans læremester gennem ritualet
2.4.3.4. Han tager sit tøj af, og præsten giver ham en ny dragt på
2.4.4. Ny navlestreng
2.4.4.1. Under ritualet skal den unge lære forskellige religiøse færdigheder af præsten
2.4.4.1.1. Han lærer at fremsige religiøse tekster og at ofre i ilden
2.4.4.2. Han får et bælte viklet rundt om livet tre gange, som skjuler navlen
2.4.4.2.1. Dette bælte betragtes som en navlestreng ved den åndelige fødsel
2.4.5. Den hellige snor
2.4.5.1. Præsten giver drengen den hellige snor, som han skal bære hele sit liv
2.4.5.2. Snoren er et statussymbol, som alle mænd fra de højere "heraki" bærer over venstre skulder
2.4.5.2.1. Den er lavet af tre snore, som bl.a. symboliserer de tre vigtige hinduguder: Vishnu, Shiva og Brahma
2.4.6. Optagelse i det religiøse liv
2.4.6.1. Først efter ritualet må den unge studere de religiøse tekster, vedaerne
2.4.6.2. Han kan deltage i ritualer på lige fod med de voksne mænd
2.4.6.2.1. Han må også gifte sig
2.4.6.3. Han er nu udelukket fra kvindernes verden, og må ikke omgås folk fra de lavere heraki
2.4.7. Ritualer tilknyttet læretiden
2.4.7.1. Tidligere var der tre ritualer mere, men de udføres ikke længere
2.4.7.1.1. Mest fordi det var nogle ritualer, som kommer frem under læretiden
2.4.7.2. Det første foregik, når drengen begyndte sin læretid
2.4.7.2.1. Der blev brugt hellig ild og sagt mantraer
2.4.7.3. Det andet når han skulle barberes første gang, og læreren blev givet en ko i gave
2.4.7.4. Og det sidste når læretiden blev afsluttet, hvor drengen tog et rituelt bad
2.5. Bryllup i Hindusimen
2.5.1. Brylluppet i hinduismen er en meget stor begivenhed, som ofte tager flere dage
2.5.2. Det er et af de vigtigste overgangsritualer, især for bruden, som efter ægteskabet siges at tilhøre brudgommens familie
2.5.3. Hun gives med andre ord bort, og hun vil efter brylluppet behandles som en gæst, når hun besøger sine forældre
2.5.4. Arrangerede ægteskaber
2.5.4.1. I traditionelle hindufamilier er ægteskabet arrangeret
2.5.4.1.1. Det vil sige, at det er de unges forældre, der vælger deres kommende ægtefælle
2.5.4.2. Det skal gerne være en person, som tilhører samme kaste, og som, forældrene mener, vil passe godt til deres søn eller datter
2.5.4.2.1. Kaste = En arvelig social klasse
2.5.4.3. Desuden bør de to ikke mødes før selve brylluppet
2.5.5. De vigtigste bryllupsritualer
2.5.5.1. Hele brylluppet er fyldt med små ritualer, der alle har en vigtig betydning
2.5.5.1.1. Der er små ritualer, som sender bruden godt af sted fra sin familie
2.5.5.1.2. Der er andre ritualer, som skal sikre, at ægteskabet bliver godt og frugtbart
2.5.5.2. De to vigtigste er dog henholdsvis
2.5.5.2.1. den første øjenudveksling imellem bruden og brudgommen
2.5.5.2.2. der hvor brud og brudgom vandrer omkring den hellige ild
2.5.5.2.3. Disse to ritualer markerer selve ægteskabsindgåelsen
2.5.6. Øjenudvekslingsritualet
2.5.6.1. Øjenudvekslingsritualet kan være første gang, brudeparret ser hinanden
2.5.6.1.1. Parret bliver enten sat på en brudestol eller foran den hellige ild
2.5.6.2. Bruden, som føres tilsløret ind, løfter nu sit slør og ser sin kommende mand ind i øjnene, og de udveksler silketørklæder
2.5.6.3. Desuden hænger manden ofte et ægteskabssmykke omkring kvindens hals, og kvinden binder en hellig tråd om mandens højre håndled
2.5.6.3.1. Dette er begge tegn på ægteskabsindgåelsen, og at de bindes til hinanden
2.5.6.3.2. Imens, det sker, fremsiges mantraer, og der ofres i ilden
2.5.7. Vandring om den hellige ild
2.6. Dødsritualer i hindusimen
2.7. Hinduistiske højtider
3. Etik
3.1. Hinduisme handler om ikke at være ond mod andre
3.1.1. Børn skal se op til deres forældre
3.1.2. Manden skal beskytte sin kone, og hun skal adlyde ham
3.2. Karma
3.2.1. Hvis man er god i et liv bliver man genfødt som en god ting f.eks.
3.2.1.1. Præst
3.2.1.2. Kriger
3.2.2. Hvis man har begået mange dårlige handlinger bliver man genfødt som dårlige ting f.eks.
3.2.2.1. Slange
3.2.2.2. Kvinde
3.2.2.3. I en lav social klasse (lav kaste)
3.2.3. Onde handlinger = Ond person
3.2.4. Gode handlinger = God person
3.2.5. En måde at komme af med sin onde karmaer er at få en gud til at elske én
3.2.5.1. Guden vil påtage sig ansvar for menneskets handlinger
3.3. Ikke-voldsprincipper
4. Trosgrundlag
4.1. Gammel indisk religion
4.1.1. Flere guder.
4.2. Tror på genfødsel
4.2.1. Mennesket handlinger - stor betydning for genfødsel
4.2.2. Hedder samsara.
4.3. Skabelse:
4.3.1. Verden konstant bliver skabt.
4.3.1.1. Går under igen, og bliver skabt senere.
4.3.2. Mellem skabelsen hviler skaberguden, Vishnu.
4.3.2.1. Hviler på en slange, der driver rundt i verdenshavet.
4.3.3. Når Vishnu vil, så skaber han verden.
4.4. Guderne:
4.4.1. Vigtigste er Shiva og Krishna
4.4.1.1. Hver deres store familier af koner, døtre og sønner.
4.4.2. Durga og Kali
4.4.2.1. Slå dæmoner ihjel.
4.4.3. GudindenLakshmi
4.4.3.1. Giver rigdom.
4.4.4. Saraswathi
4.4.4.1. Læredommens gudinde
4.5. Et socialt system
4.5.1. Ved skabelsen ofrede guderne et kosmisk væsen, Purusha, og ud af hans lemmer blev samfundet lag til.
4.5.2. De fire kaster:
4.5.2.1. Præster
4.5.2.2. Krigere
4.5.2.3. Bønder og handselsfolk
4.5.2.4. Tjenere og slaver
4.5.3. Dalitter:
4.5.3.1. Står lavere.
5. Historie
5.1. Historie.
5.1.1. Opstod i Indien.
5.1.2. En af verdens ældste religioner.
5.1.3. Religionen blev til blandt bønder og krigere, der lagde vægt på et langt liv og ære.
5.2. De ældste tekster.
5.2.1. De ældste indiske tekster stammer fra Vedaerne.
5.2.1.1. Der blev til fra 1100-1300 f.v.t.
5.2.2. De fortæller om, hvordan man ønskede rigdom, mange okser, sejr over fjenderne og et langt liv.
5.2.2.1. Det sikrede man sig ved at ofre til guderne.
5.2.3. Den vigtigste hed Indra.
5.2.3.1. En blev en kaldt slags stammegud.
5.3. Den hemmelige lære.
5.3.1. Fra omkring 600 f.v.t. gjorde man op med ønsket om et langt liv.
5.4. Hinduismen tager form.
5.4.1. Den senere hinduismes store guder Shiva, Vishnu og Brahma fik stor betydning.
5.4.1.1. De kunne fresle mennesker for genfødsel, mente man.
5.4.1.2. Betingelsen var, at man følte hengivenhed overfor disse guder.
5.4.2. Heltedigtet Mahabharata blev til i denne periode.
5.4.2.1. Det voksede over en lang periode til omkring 100.000 vers.
5.4.3. Bhagavadgita er en kortere fortælling.
5.4.3.1. Her fortalte guden Krishna, at hvis man bare gør sin pligt, så vil Krishna tage ansvaret for ens handlinger, karma.
5.5. En ny gudsforståelse.
5.5.1. Man fokuserede nu på en enkelt gud:
5.5.1.1. Guds kærlighed var uendelig.
5.5.1.2. han frelste det menneske, der hengav sig til ham.
5.5.2. Mange hinduer mente, at det ikke var religionens navn, der betød noget, men kun at man elskede guden.
5.6. Fra 1800 til i dag.
5.6.1. I løbet af 1800-tallet begyndte hinduer at omtale sig selv som hinduer.
5.6.1.1. ikke som tilbedere af Vishnu eller Shiva.
6. Fælleskaber
7. Retning
7.1. Tilbedere af Vishnu
7.1.1. Vishnu's avatatere kaldes Rama og Krishna.
7.1.1.1. Rama anses for at have været en prins i en tidligere verdensalder.
7.1.1.2. Rama blev udvist fra sin fars rige.
7.1.1.2.1. Udførte dog stadig mange heltegerninger.
7.1.1.2.2. Rama fordrev også dæmoner, som plagede hellige mænd.
7.1.1.3. Krishna er primært kendt som hyrdedreng.
7.1.2. De fleste tilbedere af Vishnu mener, at menneskers sjæle og guds sjæl findes.
7.1.3. Den højeste lykke er derfor at leve i nærhed af guds sjæl i hans himmel.
7.2. Tilbedere af Shiva
7.2.1. Ganesha med elefanthovedet og krigsguden Skanda er deres børn.
7.2.2. De to gudinder Durga og Kali hører også til Shivas familie.
7.2.3. ideen om menneskers og guds sjæle er indbildning.
7.3. Modergudinder
7.3.1. Durga og Kali er Shivas aktive kraft, kaldet shakti.
7.3.1.1. Kali kaldes mor af nogle hinduismer.
7.3.2. Durga og Kali bliver betragtet som frygtelige dæmondræbere.
7.3.2.1. Kali's kærlighed bliver understreget, istedet for hendes frygtenligheder.
7.3.3. Mange hinduer har enten Rama, Krishna, Shiva, Ganesha eller Kali som deres særligt foretrukne gud.
7.4. De tre store guder samarbejder om skabelse, opretholdelse og ødelæggelse af verden.
7.5. Det fælles og det private
7.5.1. Alle hinduer anerkender mange guder og ofrer til dem ved gudernes fester i løbet af året.
7.5.1.1. Teologisk set samarbejder alle guderne.
7.5.2. I et privat hjem har man ofte en enkelt eller nogle få guder, der foretrækkes.
7.5.2.1. Billeder eller statuer af guderne er stillet op på et alter i hjemmet, hvor man beder og ofrer til dem.
7.5.3. Hinduer mener, at når man overgiver sig til guden, så frelser guden én til gengæld.
8. Kunst
8.1. Guder har mange vaaben og arme
8.1.1. Guder fremstillet til den religioese fest
8.2. Gudernes kendetegn
8.2.1. Brahma rider på en gås
8.2.2. Vishnu rider på ørnen Garuda
8.2.3. Shiva rider på den hvide okse Nandi
8.3. Gudindernes kendetegn
8.3.1. Sarasvati rider på en svane eller en påfugl
8.3.2. Durga rider på en løve
8.3.3. Kali rider på en tiger