Stråling

1. Alfastråling

1.1. Alfastråling består af alfapartikler, som egentlig er heliumkerner, dvs. heliumatomer uden elektroner

1.2. Alfa stråling kan kun bevæge sig få centimeter i luften og kan blive stoppet af tøj eller det øverste lag af hud. Derfor er alfapartikler kun farlige, hvis vi indånder stoffer, som udsender alfastråling.

1.3. Eks. på aflastråling: Radon

1.3.1. Radon er en gas som siver op fra under grunden, og som derfor kan indåndes gøre skade på organismen

1.3.2. Derfor er det lovpligtigt at have radonspærre i fundamentet, især i gamle kælder rum, som ikke bliver ventillerede

2. Nolge isotoper er ustabile fordi de har en ustabil kerne

2.1. Antallet af protoner og neutroner i atomkernen ikke helt passer sammen.

2.2. Ustabile kerner vil før eller siden gå i stykker

2.3. Det mest almindelige er at kernen vil udsende Alfa- eller betapartikler

3. Isotoper som er ustabil udsender stråling, som kan være alfa-, beta eller gammastråling.

4. Betastråling

4.1. Betapartikler er elektroner, som dannes i ustabile atomkerner ved, at en neutron omdannes til en proton og en elektron. Elektronen udsendes fra kernen med en hastighed, som nærmer sig lysets hastighed, og de besidder dermed meget energi

4.2. Betapartikler kan kun bevæge sig korte afstande i luft, men dog længere end alfapartikler. Betapartiklerne kan også trænge gennem et tyndt lag tøj og et stykke ind i kroppen, hvor de afsætter deres energi og dermed gør skade på vævet.

4.3. Betapartikler er i sig selv ikke så skadelige for kroppen som alfapartikler, men fordi de kan trænge ind i kroppen udefra, kan de alligevel være mere farlige.

5. Gammastråling

5.1. Gammastråling er den del af elektromagnetiske spektrum som har højest frekvens og korteste bølgelængde.

5.2. Gammastråling er en energirig elektromagnetisk stråling (lys). Som bl.a. udsendes ved radioaktive henfald eller andre kerneprocesser.

5.3. Gammastråling kan have bølgelængde ned til ca. en milliontedel af en milliontedel af en millimeter og besidder derfor meget høj energi.

6. Elektromagnetisk stråling

6.1. Det elektromagnetiske spektrum ->

6.1.1. Gammabølger

6.1.2. Røngenstråler

6.1.3. Ultraviolette stråler

6.1.4. Synligt lys

6.1.5. Infrarød

6.1.6. Mirkobølger

6.1.7. Radiobølger

6.2. Normalt siger man, at elektromagnetisk stråling er en slags bølger, og strålingen kan derfor beskrives ved hjælp af frekvens og bølgelængde. Jo kortere bølgelængde, des mere energi indeholder strålingen.

6.3. Frekvens = Antal bølgesvingninger pr. sekund.

6.4. Bølgelængde = Afstanden mellem to bølgetoppe

7. Ioniserende stråling

7.1. Ioniserende stråling er stråling, som indeholder så meget energi,at det kan gøre atomer til ioner.

7.2. En ion er et atom, som har afgivet eller optaget elektroner og derved fået en negativ eller en positiv ladning.

7.3. Ioniserende stråling kan være elektromagnetisk stråling i form af hård røntgenstråling eller gammastråling, eller det kan være partikelstråling i form af bl.a. alfa- eller betastråling.

7.4. Når den ioniserende stråling rammer en elektron i et atom, afgiver strålingen helt eller delvist sin energi til elektronen. Herved bliver elektronen slået væk fra atomet, der efterlades som en positiv ion.

8. Hvorfor er ioniserende stråling farlig

8.1. Når ioniserende stråling rammer et menneske er der størst sandsyndelighed for, at det rammer et vandmolekyle, fordi menneske består op til 70% vand.

8.2. Når vandmolekyler bliver ioniseret, går de i stykker og danner frie radikaler, som er nogle særdeles reaktive størrelser.

8.3. Reaktioner mellem frie radikaler og stoffer i cellerene kan medføre skader på cellerne eks. skade på cellemembran eller cellens DNA (arvemateriale), som kan føre til celle død.

8.4. I nogle tilfælde kan mindre mængder stråling føre til mutationer i cellens DNA, fordi skaderne kun repareres delvist eller forkert. På længere sigt at der sandsyndelighed for at cellerne bliver omdannet til kræftceller.

9. Positive anvendelse af ioniserende stråling

9.1. Man kan udnytte ioniserende stråling til kræftbehandling eks. stråle terapi. Her bestråler man kræftcellerene fra mange retninger, så de dør.

9.2. Man kan godt få stråle skader i det raske væv, men der er størst stråle mængde på det syge væv.